Aarhus BSS, Aarhus Universitet søger ny institutleder til Institut for Økonomi

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at lede en spændende og ambitiøs arbejdsplads, og kan du bidrage til at fremtidssikre kerneaktiviteterne? Har du sans for strategisk ledelse, og vil du stå i spidsen for et institut i udvikling?

Vi søger en visionær institutleder på Institut for Økonomi, som sammen med den øvrige institutledelse kan sætte rammer og retning for videreudvikling af instituttets forskning og uddannelser, og som sammen med fakultetsledelsen træffer de strategiske beslutninger for fakultetets fælles og tværgående aktiviteter.

 

Opgaven og ansvaret

Som institutleder er dit ansvarsområde, efter bemyndigelse fra rektor og dekan, at varetage instituttets faglige, økonomiske og personalemæssige ledelse. Institutlederen repræsenterer instituttet udadtil og er med til at sikre høj kvalitet i instituttets undervisning, forskning, talentudvikling, videnudveksling og erhvervssamarbejde.

Sammen med dekanen, prodekanerne, fakultetets øvrige institutledere og administrationschefen indgår du i fakultetsledelsesteamet, der har ansvaret for den strategiske ledelse af Aarhus BSS, herunder implementering af fakultetets strategi.

Du har selvstændigt budgetansvar samt ansvar for udarbejdelse af handlingsplaner for instituttets aktiviteter inden for rammerne af fakultetets strategi, hvor der er et særligt fokus på at styrke kvaliteten af både forskningsbaseret undervisning og forskningsresultater og -publikationer samt på øget internationalisering og rekruttering af de bedste talenter og forskere, såvel nationalt som internationalt. Du skal i samarbejde med fakultetsledelsen sikre øget diversitet og ligestilling blandt medarbejdere, studerende og lederne på hele fakultetet.
 

Den rette person

Vi forventer, at du har stærke faglige kompetencer, herunder at du har undervisningserfaring samt er en fagligt anerkendt forsker på mindst lektorniveau inden for instituttets fagområder.

Vi forventer tillige, at du har væsentlig international indsigt, dokumenteret godt kendskab til universitetsmiljøer, forsknings- og uddannelsespolitik og til talentudvikling samt god indsigt i nationale og internationale samfundsforhold.

Du har ledelseserfaring fra universitetssektoren, herunder faglig ledelse og/eller personaleledelse og gerne kendskab til udvikling af sektoren på såvel nationalt som internationalt niveau.

Det er afgørende, at du har gode ledelses- og samarbejdsevner, er i stand til at begå dig i et internationalt orienteret universitetsmiljø og har vilje og evne til - sammen med fakultetsledelsen - at gå forrest og udstikke mål og rammer for uddannelse, forskning og videnudveksling samt internationalisering på såvel instituttet som på fakultetet.

Du har gode strategiske kompetencer og kan agere efter samfundets fremtidige behov inden for forskning og uddannelse, talentudvikling og videnudveksling, herunder inddrage aftagerpaneler og erhvervslivet i øvrigt i forhold til fortsat udvikling af uddannelserne.

Du er samtidig engageret og visionær og er i stand til gennem synlig og motiverende ledelse at styrke instituttets position som en førende og attraktiv arbejdsplads på internationalt niveau.

Du har som leder fokus på at sikre et godt arbejdsmiljø gennem en inddragende og anerkendende ledelsesstil.

Det er et krav, at ikke-dansktalende inden for en kortere periode tilegner sig de fornødne danskkundskaber.
 

Om Aarhus BSS og Institut for Økonomi

Aarhus BSS er et af de fem fakulteter på Aarhus Universitet. Aarhus BSS leverer forskning og forskningsbaserede uddannelser inden for erhvervs- og samfundsvidenskab og i mødestedet mellem de to faglige discipliner.

Fakultetets mission er at stræbe efter den højeste kvalitet i forskningen og at uddanne dygtige dimittender, der klarer sig godt på arbejdsmarkedet. Det er vores ambition at fastholde den historisk lave dimittendledighed på alle vores kandidatuddannelser.

Med i alt 11.000 studerende på vores uddannelser, knapt 250 ph.d.-studerende indskrevet på ph.d.-skolen og godt 600 videnskabelige medarbejdere er Aarhus BSS en af Europas og Danmarks største universitære enheder inden for både business og samfundsvidenskab.

Institut for Økonomi er et af de seks institutter ved Aarhus BSS. På Institut for Økonomi forsker vi i en bred vifte af områder inden for økonomi og erhvervsøkonomi og tilbyder uddannelser af højeste kvalitet. Instituttet beskæftiger omkring 140 videnskabelige medarbejdere og 70 ph.d.-studerende fra hele verden, og vores institut er derfor både internationalt og kulturelt mangfoldigt. I 2025 flytter instituttet sine aktiviteter til den nye Universitetsby, der ligger i umiddelbar forbindelse til Universitetsparken.

Læs mere om Aarhus BSS her, om instituttet her og om fakultetets flytteplaner og campusudvikling her.
 

Om ansættelsesprocessen

Ansættelsessamtaler gennemføres i to runder. Den første samtalerunde forventes at være i uge 45. Kandidater, der efterfølgende går videre til anden samtalerunde, forventes at deltage i en ledervurdering ved et eksternt konsulentfirma. Den anden samtalerunde forventes at være i uge 48 eller 49. Samtalerne gennemføres af et bredt sammensat ansættelsesudvalg med dekanen som formand.

For at sikre faglig og ledelsesmæssig legitimitet er der nedsat en rådgivningsgruppe på instituttet, som rådgiver dekanen forud for udvælgelse af kandidater til samtaler, jf. Aarhus Universitets vedtægter§ 39, stk. 5.

Stillingen ønskes besat senest den 1. marts 2024.

Såfremt du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte dekan Thomas Pallesen på tlf.nr.: +45 2037 39 32 eller pr. mail til pallesen@au.dk
 

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen er på åremålsvilkår i en periode på tre år med mulighed for forlængelse i yderligere tre år. Ansættelsen sker i henhold til overenskomst for akademikere i staten indgået mellem Skatteministeriet og AC, herunder cirkulære om protokollat til overenskomsten vedr. institutledere og dekaner ved universiteterne og i henhold til principperne i cirkulære om åremålsansættelse i staten.

Lønnen tager udgangspunkt i en basisløn, åremålstillæg, pensionsbidrag samt eventuelt kvalifikationstillæg. Der kan indgås aftale om en videnskabelig tilbagegangsstilling som lektor eller professor. Eksterne ansøgere bedes angive i ansøgningen, hvorvidt man samtidig ønsker at søge om en tilbagegangsstilling.
 

Opslag af tilbagegangsstilling

En tilbagegangsstilling med tiltrædelse ved stillingens udløb, opslås hermed inden for et af instituttets fagområder. Den videnskabelige tilbagegangstilling er med forsknings-og undervisningsforpligtelse inden for det pågældende fagområde og indebærer derudover administrative og organisatoriske opgaver.

For eksterne ansøgere, der også søger tilbagegangsstillingen, vil der blive stillet krav om en faglig bedømmelse i henhold til stillingsstrukturen for videnskabeligt personale ved universiteter samt ansættelsesbekendtgørelsens regler herom. Dette er en forudsætning for eventuel indgåelse af aftale om ret til en tilbagegangsstilling. I den faglige bedømmelse vil der blive lagt afgørende vægt på, om ansøgeren har dokumenteret høj grad af original videnskabelig produktion på internationalt niveau, herunder bidraget til videreudvikling af området. Derudover foretages en vurdering af vedkommendes evne til varetagelse af forskningsledelse samt undervisningsmæssige kvalifikationer. Du kan læse mere om fakultetets VIP-politik her.

Motiveret ansøgning, cv, eksamensbeviser, undervisningsportefølje og publikationsliste uploades online senest den 23. oktober 2023.
 

Ansættelsessted

Tjenestestedet er indtil 2025 Aarhus BSS, Aarhus Universitet, Fuglesangs Alle 4, 8210 Aarhus V. I løbet af 2025 flytter instituttet sine aktiviteter til Universitetsbyen, 8000 Aarhus C.
 


Krav og vilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og den relevante organisation.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
 


Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Aarhus Universitet, Bartholins Allé 14, 8000 Aarhus C

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 23-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5914007

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet