Nyheden er fra ASA fodbold
Som vi alle er bekendt med, er Danmark fortsat lukket ned foreløbig til og med den 13. april. I fortsættelse heraf har også DBU helt naturligt bekræftet, at alle fodboldaktiviteter i samme periode fortsat er aflyst med en stærk opfordring til, at alle fodboldklubber efterlever at holde lukket for alle fodboldaktiviteter i klubber og på fodboldanlæg landet over. Det hedder i DBU Jyllands nyhedsbrev fra i dag: ” Derfor opfordrer vi også til, at alle bliver væk fra fodboldbanerne i denne tid og, at forældre tager ansvar for, at deres børn gør det samme.”
Aarhus Kommune har på samme måde i dag meddelt, at alle baneanlæg er lukkede indtil foreløbig den 13. april – og gældende uanset vind og vejr i lyset af Corona-reglerne i resten af samfundet. Der henstilles samtidig til, at alle fritidsspillere undlader at benytte banerne. Hjælp med til at fortælle det videre, til hvem I måtte være i kontakt med.
Vi kan kun bakke op om alle foranstaltningerne for hurtigst muligt at få overstået det bøvl og besvær Coronavirussen betyder i dagligdagen. Og lige akkurat det kræver en usædvanlig tålmodighed og disciplin af os alle – vi skal nok klare det!
På vegne af ASA-Fodbold
Niels Jørgen Pedersen
Formand