25-årige Isabella: Det er sygt hyggeligt at være her

25-årige Isabella er midlertidigt frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Århus, Foto: Lone Kindberg
Profilbillede
dato

25-årige Isabella bruger ventetiden på en elevplads til at sortere og prissætte brugt tøj i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Århus. Selv om Isabella kun er tilknyttet butikken i en begrænset periode, får hun alligevel ekstra erfaring på CV'et samtidig med, at hun gør en forskel for kræftsagen.

 Ude på lageret i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Århus render en række gråhårede mænd og kvinder rundt blandt stakkevis af sorte sække og brune flyttekasser med alskens genbrug. De er alle frivillige og i gang med at sortere, klargøre og prissætte brugte varer, som generøse Århusianere har doneret til butikken.

Og så er der Isabella, som med sine 25 år er butikkens yngste frivillig og som er med til at trække aldersgennemsnittet lidt ned. Siden sommerferien har hun været frivillig i butikken fire timer om ugen.

- Det er sygt hyggeligt at være her. Alle er så søde, og jeg er virkelig blevet taget imod med åbne arme, fortæller hun.

Tid til genbrug med mening
Spørgsmålet er, hvad der får Isabella til at bruge sin tid og energi på at arbejde gratis. Svaret kommer uden tøven:

- Jeg er i gang med en kontoruddannelse, men går og venter på en elevplads, og indtil jeg finder den, vil jeg gerne fylde min dag ud med noget, der giver mening, gerne et sted med et godt formål, siger  Isabella og uddyber:

- Jeg er en rigtig genbrugspige og meget miljøbevidst. Jeg køber sjældent noget fra nyt af, så jeg syntes, at det kunne være spændende at arbejde i en genbrugsbutik og se den indefra. Jeg lever småt og beskedent og har ikke behov for pengene. Jeg vil hellere lave noget, jeg brænder for, og som gør mig glad, fremfor at finde mig et job, hvor jeg får betaling, men som jeg ikke brænder for.

Som inkarneret genbrugs-entusiast og med en mådeholden livsførelse, hvor SU’en rækker, satte Isabella sig for at finde noget midlertidigt frivilligt arbejde i en af Århus’ mange velgørenheds second-hand butikker.

Det skulle dog vise sig, at være noget mere op ad bakke, end hun lige havde forestillet sig.

Fordi Isabella ikke havde mulighed for at præcisere, hvornår hun ville få en elevplads og dermed hvor længe hun vil kunne stå til rådighed som frivillig, var der stort set ingen genbrugsbutikker, der kunne se det attraktive i hendes midlertidige hjælp. Flere genbrugsbutikker takkede derfor pænt nej til Isabella.

- Det har været så let at komme ind i fællesskabet, fortæller Isabella.

- Det har været så let at komme ind i fællesskabet, fortæller Isabella. Foto: Lone Kindberg

Periodisk frivillighed betaler sig
Heldigvis var Isabella ikke sådan lige at slå ud, og da hun først fik distriktschef for Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik Kenneth Johansson i røret, bar hendes initiativ og vedholdenhed frugt. 

Butikken ville gerne byde Isabella velkommen som midlertidig frivillig og bruge den fornødne tid og energi på at lære hende op.

 - Selvfølgelig er det dejligt, når vores frivillige har lyst til at være her længe, men vi har samtidig stor forståelse for dem, der af den ene eller anden grund kun kan være her kortvarigt. Det vigtigste er, at de har lyst til at give en hånd med, siger Kenneth Johansson og uddyber:

 - Som en hjælpeorganisation ser jeg ingen grund til at takke nej til folk, der er initiativrige, og som har lyst til at hjælpe til – selv hvis det kun er for en kort periode. Og jeg må bare sige, at Isabella på rekordtid er kommet ind i tingene og allerede har været en kolossal stor arbejdskraft.

På den relativt korte tid Isabella har været og skal være frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik, har hun da heller ikke oplevet andet end at føle sig velkommen.

- Det har været så let at komme ind i fællesskabet. Alle er meget interesserede og nysgerrige efter at lære mig at kende. Der har ikke været nogen fordomme mod mig, nu hvor jeg nok kun skal være her et par måneder. Tværtimod, de har alle været så søde og inkluderende. Så jeg har da klart fået mod på også at komme og hjælpe op til jul og påske, fortæller Isabella, alt imens hun sætter prismærkater på noget isenkram.

Har du også lyst til at blive genbrugsfrivillig?

Isabella glad for at det netop er Kræftens Bekæmpelse, hun arbejder for.  Foto: Lone Kindberg

Med flere familiemedlemmer der er døde er kræft, er Isabella glad for at det netop er Kræftens Bekæmpelse, hun arbejder for. Foto: Lone Kindberg

Mange i min egen familie er døde af kræft.
Da Isabella ledte efter en genbrugsbutik, havde hun ikke gjort sig de store overvejelser om, hvilken genbrugsbutik det skulle være. Det vigtigste var bare, at det var en genbrugsbutik med et velgørende formål. At det lige præcis blev Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik, er noget, hun ved nærmere eftertanke, er godt tilfreds med.

- Mange i min egen familie er døde af kræft. Min mormor og farfar døde af lungekræft, da jeg var barn. Selv mine to hunde døde af kræft.  Jeg synes, at det er meget givende, at det netop er her, jeg endte med at blive frivillig, da arbejdet støtter et godt formål. Alle har kendskab til kræft, og det berører mange, siger hun.

At arbejde frivilligt er en god måde at få noget på CV'et, som skiller sig ud fra mængden, fortæller Isabella.

At arbejde frivilligt er en god måde at få noget på CV'et, fortæller Isabella. Foto: Lone Kindberg

Udover at Isabella er glad for at kunne hjælpe kræftsagen med hendes frivilligindsats, så er hun taknemmelig for alt det, hun på kort tid har lært som frivillig i butikken.

Frivilligt arbejde pynter på CV’et
- Jeg har lært meget; Hvordan man indgår i et fællesskab og samarbejder med andre mennesker, og mennesker der er en del ældre, end jeg er. Jeg har fået en god indsigt i, hvordan man driver en genbrugsbutik og blandet andet fået en god oplæring i, hvordan man sorterer tøj og isenkram og hvordan det skal prissættes, fortæller Isabella og tilføjer:

 - Og så pynter frivilligt arbejde selvfølgelig også på CV’et. Jeg vil klart anbefale unge, som i perioder har tid til overs, eller som fx ikke ved, hvad de skal bruge deres sabatår på, eller som har brug for noget erhvervsfaring til en kvote 2 ansøgning, at arbejde frivilligt. Det er en god måde at få noget på CV’et, som skiller sig ud fra mængden.

Det glæder Kenneth Johansson, at Isabella føler, at hun kan tage en masse godt med fra butikken på hendes videre færd i livet. Samtidig er det hans håb, at studerende eller andre, der kun kan tilbyde deres hjælp i kortere perioder, ikke ser det som en stopklods og derfor ikke tør melde sig som frivillig.

- Vi kan selvfølgelig på ingen måde undvære vores faste frivillige, som kommer uge efter uge og år efter år. Men når nu de unge har en livssituation, hvor de måske påbegynder og afslutter uddannelser, rejser til udlandet, tager et sabatår eller pludselig får et studiejob, så synes jeg også, at vi skal imødekomme, at de kun kan være her periodisk. De kan sagtens være et supplement til vores faste stab af frivillige og komme og være afløsere op til højtiderne, afslutter Kenneth Johansson.

Ønsker du at blive frivillig ligesom Isabella? Så kontakt Tune Friis på tlf.: 40 26 16 16 eller skriv til  tf@cancer.dk 

Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.