Af Merete Kabel
De fleste børn ser frem til deres fødselsdag med forventning og spænding. Men for nogle børn er der ikke så meget at glæde sig til, hvis mor og far ikke har økonomi eller overskud til at holde børnefødselsdag for vennerne.
Med en donation på 50.000 kr. kan de frivillige fra Fødselsdagspatruljen i Aarhus arrangere fødselsdag for forhåbentlig mange børn i det kommende år med masser af lege, udklædning, kager og saftevand.
Fødselsdagsbarnet skal vælge et tema for fødselsdagen og invitere gæsterne, og så sørger Fødselsdagspatruljen for alt andet lige fra oppyntning, underholdning og lege samt mad og drikke, så det bliver en festlig fødselsdag.
- Familierne kan have mange forskellige grunde til, at de ikke kan holde en børnefødselsdag. Nogle har ikke økonomi til det, mens andre mangler overskud til at stå for en fødselsdagsfest, selvom de gerne ville. Så det er en stor glæde, at vi med donationen kan hjælpe med at give børnene en festlig dag og lette presset fra forældrenes skuldre, siger Sebastian Laulund, bestyrelsesmedlem i Fødselsdagspatruljen.
Ambitionen er 200 fødselsdage i de kommende tre år
Fødselsdagspatruljen blev stiftet i efteråret 2021 og vil hjælpe udsatte familier med en gratis fødselsdag for børn i alderen 3-12 år. Familierne kommer i betragtning til fødselsdagshjælpen via bl.a. Fødselsdagspatruljens Facebookside. De to første fødselsdage er allerede blevet afholdt, og flere venter i kalenderen i løbet af efteråret.
Inden fødselsdagen besøger en kontaktperson fra Fødselsdagspatruljen familien og aftaler rammerne for arrangementet. På dagen kommer der yderligere et par frivillige fra Fødselsdagspatruljen cyklende og udklædte efter festens tema med alt, hvad der er brug for til fejringen.
Ambitionen er, at der i løbet af de kommende tre år skal holdes 200 børnefødselsdage, og donationen fra TrygFonden er med til at dække fødselsdagene i det første år samt et kursus for projektets frivillige.
Det er TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland, der har valgt at donere midlerne til Fødselsdagspatruljen som en del af arbejdet for at give børn en plads i fællesskabet.
- Det har stor betydning for børns trivsel, at de ikke føler sig anderledes eller uden for fællesskabet. Derfor er det en stor ting for et barn at kunne dele invitationer ud til vennerne og invitere dem til fødselsdag.
- Nogle familier er pressede af forskellige årsager, og derfor er det en fantastisk idé med Fødselsdagspatruljen, som giver børn mulighed for at holde fødselsdag på lige fod med kammeraterne.
- Vi er glade for, at vi kan være med til at støtte indsatsen, og jeg håber, at der er mange børn, som får nogle sjove fødselsdagsfester, og at det vil fjerne bekymringer hos børnenes forældre, siger Marianne Kristensen, formand for TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland.
Fødselsdagspatruljen er en nystiftet forening, der hører ind under Indre Mission i Storaarhus.
"Jeg synes, at Fødselsdagspatruljen er et virkelig godt koncept, hvis man ikke selv har mulighed for at holde fødselsdag. Det var hyggeligt for mit barn at holde fødselsdag for børnehavevennerne, og der var rigtig mange sjove aktiviteter, så mit barn har haft en god dag.” - Fatima, mor til et fødselsdagsbarn
For yderligere information kontakt
Sebastian Laulund, bestyrelsesmedlem i Fødselsdagspatruljen, tlf. 60 16 12 73
Foto: Nicolai Skødt Holmgaard
Foto: Nicolai Skødt Holmgaard
Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.