Mange aarhusianere vender tilbage til kontoret for første gang siden nedlukningen sidste år, og det kan skabe utryghed i forhold til smitterisiko. Arbejdsgiveren bærer et stort ansvar for at sikre en tryg og sundhedsforsvarlig genopstart, lyder det fra arbejdsmarkedsforsker.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at 36 procent af alle aarhusianere, der er i job, af og til eller regelmæssigt har arbejdet hjemme siden nedlukningen i marts 2020. Det svarer omregnet til 60.494 personer bosiddende i Aarhus, og det er en stigning på ni procent sammenlignet med året før.
At skulle tilbage på kontoret blandt kollegaer efter corona-nedlukningen kan gøre mange urolige, da risikoen for smitte stiger betragteligt. I den proces bærer ledelsen på arbejdspladsen et stort ansvar, lyder det fra arbejdsmarkedsforsker.
"Corona har for mange skabt en stor frygt for at skulle tilbage på arbejdspladsen, og de risici, der er, ved at komme tilbage, gør folk utrygge. Sundhed på arbejdspladsen er et fælles anliggende, og her er det vigtigt, at ledelsen træder i karakter. Det er således op til topdirektøren, tillidsmændene og HR-folkene at få skabt de rette rammer og sikre, at arbejdet og sikkerheden bliver lagt til rette på en sundhedsforsvarlig måde," siger Henning Jørgensen, der er professor emeritus og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.
Henning Jørgensen pointerer, at de arbejdsgivere, der overlader det sundhedsmæssige aspekt til de enkelte medarbejdende, svigter. Han betegner tilbagevendingen til arbejdspladsen som en lakmusprøve, hvor ledelsen altså spiller en nøglerolle.
Re-boarding som nyt begreb
Hos virksomheden Nordic2Care kan man nikke genkendende til ordene fra arbejdsmarkedsforskeren. Som leverandør og service-udbyder af mobile luftrensere har virksomheden stor erfaring med arbejdsmiljø og vigtigheden af, at medarbejderne føler sig trygge, når de passer deres arbejde.
"Vi er i dialog med et stigende antal virksomheder, der arbejder med begrebet re-boarding. Det centrale her er at genskabe en tryg ramme for medarbejderne, når de starter op efter en meget lang nedlukning. Kontorer i Danmark har generelt ikke det helt store kendskab til indeklimaproblematikker. Mange med ansvar for arbejdspladsens fysiske rammer mener, at deres aircondition og ventilationssystem klarer det hele, og ellers er det et problem, som udlejer må tage sig af," siger Jens Meldgaard Ryhl, partner i Nordic2Care.
Talrige gevinster
Gevinsterne ved at reducere smitterisikoen er ifølge Jens Meldgaard Ryhl mange. Øget tryghed, reduceret sygefravær og større produktivitet er nogle af dem, og der er få og simple ting, der kan hjælpe det godt på vej.
"Luftrensere på kontoret kan reducere luftbåren smitte væsentligt. I tidligere målinger har vi set et klart fald i antallet af sygdomstilfælde med almindelig influenza på de institutioner og plejecentre, som anvender luftrenserne. På en specifik institution blev børnenes fremmøde øget med 53 procent, mens de ansattes sygedage faldt med knapt 50 procent over halvandet år," siger Jens Meldgaard Ryhl.