Afdelingssygeplejerske til Center for Sundheds- og Sanitetsuddannelse

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være en del af et spændende team, hvor du kan bringe dine sygeplejefaglige kompetencer i spil i unikke og anderledes rammer?

Brænder du for at arbejde med, at planlægge og gennemføre undervisning, og vil du med din erfaring bidrage til at udvikle de sanitets- og sundhedsfaglige uddannelser i Forsvaret?
-Så skal du læse med her.

Om os

I Forsvarets Sanitetskommando sikrer vi soldatens helbred. Vi er fagligt ansvarlige for - og varetager sundhedstjenesten i Forsvaret. Vi udvikler og rådgiver om militærmedicinske forhold, om militær fysisk træning og står for driften af infirmerierne og skolerne Center for Militær Fysisk Træning og Center for Sundheds- og Sanitetsuddannelse. Desuden er vi ansvarlige for rekruttering og uddannelse af Forsvarets sundhedsfaglige personale, som tager hånd om danske soldater i nationale og internationale operationer.

Vi er et uddannelsescenter under Forsvarets Sanitetskommando (FSK), som har til opgave, at sikre soldatens helbred.
Vores opgave er at uddanne Forsvarets ansatte i sanitetstjeneste, og derved støtte op om Forsvarets operative opgave. Vi er blandt andet ansvarlige for uddannelsen af militærlæger, militærsygeplejersker, Medics, førstehjælpsinstruktører mm.

Centeret ligger i Århus og beskæftiger 22 fastansatte og en mindre rådighedsreserve. Vi er en lille enhed med forskellige kompetencer, der blandt andet dækker over læger, sygeplejersker, Medics, fysioterapeuter, paramedicinere, administrative medarbejdere og forsyningspersonel. Vi har en uformel omgangstone, en god social kultur og vi vægter rummelighed og ærlighed højt.

Vi vægter kompetenceudvikling højt, hvilket der også er gode muligheder for hos os.

Du kommer igennem en grundigt on-boarding, der forbereder dig til dine nye arbejdsopgaver.

Om stillingen

Du er tilknyttet Medic-teamet, som planlægger og afholder Medic-uddannelsen, der er en af Forsvarets sanitetsuddannelser.

Du får fagligt medansvar for Medic-uddannelsens indhold, gennemførelse og udvikling. Derudover har du sagsbehandlingsopgaver relateret til uddannelsen.

Du skal gennemføre undervisning i sygeplejefaglige fag på Medic-uddannelsen, samt undervise i sygeplejefaglige emner på militærlægeuddannelsen, militærsygeplejerskeuddannelsen og centerets øvrige kurser og uddannelser.

I samarbejde med kolleger internt på centeret og i det øvrige forsvar, skal du ligeledes indgå i diverse arbejdsgrupper, varetage sagsbehandling, deltage i møder og faglige fora i Forsvaret, som kræver, at du har gode samarbejdsevner og er lydhør over for andres meninger og holdninger.

Stillingen kræver militær rammeforståelse, da al undervisning gennemføres med afsæt i Forsvarets operative virke, hvilket bringer dine kompetencer i spil i et anderledes miljø.

Der er en stor grad af frihed i stillingen for så vidt angår både opgaveløsning og planlægning af din arbejdsdag.

Stillingen er vagtfri, og du har ikke noget personalemæssigt ledelsesansvar.

Om dig

Du har autorisation som sygeplejerske og har klinisk erfaring gerne fra eksempelvis akutmodtagelse, skadestue eller intensiv. Du er, eller har været beskæftiget med uddannelse, undervisning og/eller vejledning.
Du har interesse i sagsbehandling, og i at forberede og gennemføre undervisning ved hjælp af didaktik og deltagerorienterede undervisningsmetoder.

Det er ønskeligt, at du har arbejdet med simulation, da vi bruger simulation på næsten alle vores kurser og uddannelser.

Det er nødvendigt, at du kan bevare overblikket, håndtere travlhed og agere i en hverdag med til tider stramme deadlines. Det er vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt og kan planlægge dine opgaveløsninger og hverdag, så arbejdsopgaverne løses rettidigt.

Du er en stærk kommunikator i både skrift og tale, også på engelsk. Du er vant til og god til, at formidle på alle niveauer uden at give afkald på din faglighed.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den enhver tid gældende overenskomst mellem Dansk Sygeplejeråd og staten. Basislønnen udgør 31.500,61 kr. pr. måned.

Afhængig af dine kvalifikationer, er der mulighed for at forhandle tillæg. Til stillingen hører en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18% af den pensionsgivende løn.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og
tandvurdering kan erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

I forbindelse med ansættelsen skal du være forberedt på at gennemføre en 5 ugers basisuddannelse
for sundhedsfagligt personale. Basisuddannelsen foregår på vores Uddannelsescenter i Aabyhøj ved Aarhus.

Kontakt for yderligere information:
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos Mikael Kemner på telefon 7281 8309.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Julie Cramer-Palmquist ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 7281 9370.

Ansøgningsfristen er den 11. juni 2023. Vi forventer, at holde samtaler i uge 24.

Hvis du går videre i processen, skal du være forberedt på at gennemføre Forsvarets fysiske basistest og helbredsvurdering, som foregår ved Forsvarets Rekruttering.

Stillingen er til besættelse den 1. august 2023 eller efter nærmere aftale.

Vi beder dig om at søge stillingen via linket. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes som pdf-filer. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Forsvarets Sundhedstjeneste, Center for Sundheds- og Sanitetuddannelse (CSS), Sylbækvej 10A, 8230 Åbyhøj

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 11-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=183274&DepartmentId=18959&MediaId=338&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5836516

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet