BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du solid ledelseserfaring inden for økonomi og administration og vil være med til at drive fremtidens løsninger inden for teknologi, sundhed, grøn omstilling og iværksætteri? Så kan det være dig, vi leder efter til stillingen som Innovationsfondens CFO.
Vi skaber fremtidens fundament
I Innovationsfonden investerer vi hver dag i landets dygtigste forskere, iværksættere og virksomheder, der med nye idéer, viden og teknologi styrker Danmark og samfundets bæredygtighed. Årligt investerer fonden ca. 1,6 mia. kr. i nye forsknings- og innovationsprojekter, og samtidigt administrerer vi en samlet projektportefølje på ca. 7 mia. kr. Det er en spændende og vigtig samfundsopgave, vi løser – og den kan du nu blive en del af.
Læs mere om Innovationsfonden her.
Om stillingen
Som CFO i Innovationsfonden har du både ansvar for fondens investerings- og driftsbudget og for afdelingen Økonomi, Jura og Styring, som varetager fondens økonomiadministration, juridiske understøttelse og business intelligence/it. Du skal – i samarbejde med fondens øvrige direktion og bestyrelse – levere et databaseret investeringsbudget, sikre driftssikker økonomistyring og afrapportering til fondens bestyrelse, ledelse og eksterne parter mv. og juridisk understøttelse til fondens projektteams.
Du har også det overordnede ansvar for at sikre en effektiv og kundeorienteret behandling af regnskaber mv. fra fondens projekter og sikre samarbejde og sammenhæng i fondens samlede porteføljearbejde. Den daglige ledelse af teamet for projektøkonomi og drift varetages af fondens regnskabschef.
Du får ansvaret for at udvikle fonden mod en endnu mere datadrevet organisation, og du skal stille dig i spidsen for udvikling af fondens datastrategi, hvor beslutninger i bestyrelse og ledelse understøttes af data. Som ansvarlig for fondens it-infrastruktur skal du sikre, at fonden kan fungere som en effektiv arbejdsplads, og at de centrale sagsgange er solidt understøttet af it. Endelig har du ansvaret for fondens juridiske understøttelse.
Du bliver en del af Innovationsfondens direktion, og sammen med direktionen og den øvrige chefgruppe skal du fortsætte implementering af fondens strategi. Ligeledes forventer vi, at du indgår aktivt i den generelle udvikling af fonden.
Du refererer til direktøren og har ansvaret for 24 medarbejdere, hvoraf den daglige ledelse af projektøkonomi- og regnskabsteamet på 11 medarbejdere varetages af fondens regnskabschef.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk baggrund samt betydelig ledelseserfaring på strategisk niveau. Det er en fordel, hvis du har ledelseserfaring inden for større tilskudsfinansierende organer og/eller har arbejdet strategisk med forsknings- og innovationsområdet – gerne i statslig regi.
Du har personlig gennemslagskraft, og du formår at vinde respekt og forståelse både internt og eksternt. Du har overblik, styr på detaljer og en proaktiv tilgang med fokus på samarbejde, optimering og understøttelse af fondens formål.
Vi forventer, at du:
- kan sikre stabil drift, drive effektivisering af processer og sikre kundefokus i administrationen
- har kendskab til finanslovsprocesser, revision og tilsyn i statsligt regi
- har styr på offentlig forvaltning og formår at omsætte regler og rammer til at understøtte fondens aktiviteter med et klart blik for de forvaltningsmæssige rammer og principper samt relevante lovområder
- er en dygtig personaleleder, som sikrer trivsel, motivation og effektivitet blandt dine medarbejdere
- kan skabe rammerne for en god faglig og professionel kultur i dine teams med fokus på kvalitet og udvikling
- kan sikre tværgående sammenhæng og forstår at inddrage medarbejderes ressourcer på tværs af teams
- har interesse for fondens virkeområde og lyst til både at tage et operationelt og strategisk ansvar for fondens udvikling
- er løsningsorienteret og formår at skabe gode interne såvel som eksterne samarbejdsrelationer
Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi har en aktiv personaleforening og prioriterer en god kultur med dialog og samarbejde som forudsætninger for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i den travle hverdag. Samtidig får du gode personlige udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige krav og ambitioner med privatliv.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i Innovationsfonden i henhold til gældende rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Cecilie Brøkner på e-mail cecilie.broekner@innofond.dk
Ansættelsesstedet er er Innovationsfondens hovedkontor i Aarhus, Europaplads 2, 4. sal, 8000 Aarhus.
Du skal være indstillet på og forvente rejseaktivitet indenrigs.
Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2025 eller snarest herefter.
Søg stillingen
Klik på knappen ”søg stillingen”.
Vi skal have din ansøgning, CV og eksamensbevis senest den 13. november 2024.
Der vil blive afholdt samtaler i uge 47 og 48. Mellem første og anden samtalerunde vil der muligvis blive gennemført personlighedstest.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Århus Europa plads, Europa Plads , 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 13-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6140079