Research Technology Lead på ERC-projektet WEB CHILD
Ansættelsesperiode: 1. december 2026 til 15. marts 2028.
WEB CHILD
WEB CHILD er et femårigt forskningsprojekt finansieret af European Research Council. Projektet ledes af Professor Helle Strandgaard Jensen og de forskellige dele varetages til dagligt af et hold bestående af juniorforskere (adjunkter, ph.d.-studerende og andre tilknyttede forskere) og en teknisk ekspert, vores Research Technology Lead. Projektet har to fokus; et empirisk hvor vi undersøger, hvordan introduktionen af internettet har påvirket barndommen i Sydkorea, Danmark, og USA. Og et metodisk fokus, hvor vi undersøger hvad der skal til for at få flere historikere til at bruge arkiveret web som kildemateriale.
Arbejdsplads
Du vil få Afdeling for historie og Klassiske studier som din arbejdsplads (Jens Chr. Skovs Vej 5 bygning 1463, 8000 Aarhus C). Den kommende medarbejder vil referere til afdelingsleder Nina Koefoed. Arbejdet kan tilrettelægges fleksibelt og du har gode muligheder for at arbejde hjemme.
Kort beskrivelse af arbejdsopgaver/stillingsindhold
Som Research Technology Lead (specialkonsulent AC) får du det tekniske ansvar for en central del af forskergruppens arbejde. Du skal både kunne sætte den tekniske retning og træffe arkitektoniske beslutninger og samtidig være tæt på den praktiske udvikling og drift af de løsninger, der understøtter forskningen.
Kvalifikationer:
Du bliver en central teknisk ressource i en forskergruppe, hvor din opgave er at understøtte forskningen med de tekniske løsninger, den infrastruktur og den datahåndtering som forskningsarbejdet kræver. Rollen spænder derfor bredt fra softwareudvikling, systemarkitektur og Linux-infrastruktur til data management, sikkerhed, teknisk projektledelse og samarbejde med interne og eksterne partnere i Danmark og udlandet. En særlig del af rollen knytter sig til arbejdet med webteknologier og webarkivering, hvor en dyb forståelse af webteknologiernes udvikling og de tekniske og datamæssige problemstillinger omkring webarkivering er central.
Du skal kunne arbejde meget selvstændigt og tage ansvar for at få de tekniske dele af forskningsarbejdet til at fungere i praksis, også når det kræver, at du navigerer på tværs af fagligheder, systemer og en kompleks organisation. Det betyder også, at du får en vigtig rolle i at etablere de arbejdsgange, værktøjer og tekniske rammer, som et moderne forskerteam har brug for omkring sig. Vi søger derfor en person med en usædvanlig bred teknisk profil og samtidig med en betydelig dybde inden for softwareudvikling, infrastruktur, data og webteknologier.
Du skal have:
- Stærk hands-on erfaring med softwareudvikling og systemarkitektur. Du har solid erfaring med full-stack-udvikling og har arbejdet med arkitektur og udvikling af større og komplekse systemer. Det er et krav, at du forsat kan arbejde praktisk med kode og tekniske løsninger og ikke alene har erfaring på et overordnet eller ledelsesmæssig niveau. Erfaring med at specificere og drive tekniske udviklingsprocesser, fx som teknisk projektleder, team lead, engineering manager eller tilsvarende teknisk lederrolle, er et stort plus.
- Dybdegående erfaring med Linux-baseret infrastruktur. Du har arbejdet hands-on med drift, opsætning, konfiguration og vedligeholdelse af Linux-baserede systemer og kan selvstændigt analysere og løse komplekse tekniske problemer i infrastrukturen. Du skal forstå sammenhængen mellem systeminfrastruktur, applikationer, netværk, sikkerhed og drift.
-Et stærkt og praktisk fokus på sikkerhed og compliance. Du skal kunne tage ansvar for sikkerheden i den infrastruktur i projektet du selv driver, men også for de data og værktøjer, som forskere anvender i projektet. Det indebærer blandt andet, at du identificerer og håndterer sikkerhedsrisici, etablerer hensigtsmæssige procedurer og sikre, at tekniske løsninger og arbejdsgange lever op til relevante krav. Kendskab til gældende lovgivning og Aarhus Universitets regler og praksis på området vil være en væsentlig fordel.
- Erfaring med datamangement og ansvar for kritiske og følsomme data. Du får det overordnede datamanagement ansvar i temaet og skal derfor kunne etablere og vedligeholde dokumenterede procedurer for håndtering, opbevaring, adgang, backup, of bevaring af projektets data. En del af dette arbejde vil foregå i samspil med systemer og infrastrukturer på Aarhus Universitet. Du skal derfor kunne navigere sikkert i både tekniske og organisatoriske krav til datahåndtering i sammenhæng, hvor der både tales dansk og engelsk.
- Dokumenteret erfaring med teknisk projektledelse og høj grad af selvstændighed. Du skal kunne drive tekniske opgaver og projekter fra ide og afklaring til drift og implementering og kunne tage ansvar for fremdrift, prioriteringer og koordinering på tværs af fagligheder. Rollen kræver, at du kan identificere de rette samarbejdspartnere og skabe de nødvendige relationer og netværk på tværs af en stor organisation. Erfaring med teknisk projektledelse i komplekse organisationer er derfor en væsentlig fordel.
- Stærke samarbejdsevner og erfaring med eksterne samarbejdspartnere. Du kommer til at arbejde tæt sammen med både interne og eksterne samarbejdspartnere og skal kunne etablere og vedligeholde gode faglige relationer. Erfaring med dialog og koordinering med kunder, leverandører eller andre tekniske samarbejdspartnere er et stort plus. Det samme gælder erfaring fra open-source-miljøer, hvor samarbejde på tværs af organisationer og interesser ofte er en naturlig del af arbejdet.
-stærke kommunikations- og formidlingsevner. Du skal kunne kommunikere komplekse tekniske problemstillinger klart til både tekniske og ikke-tekniske målgrupper. Stillingen indebærer tæt dialog med forskere og andre faggrupper og du vil lejlighedsvis skulle præsentere tekniske løsninger, resultater og problemstillinger for større forsamlinger samt bidrage til workshops og andre faglige aktiviteter.
- Dybdegående kendskab til webteknologier og internettets teknologiske udbredelse. Du har en bred og historisk funderet forståelse for webteknologier – fra det tidlige web og de teknologier som blev anvendt til at bygge websteder og webapplikationer før de moderne Java-script-frameworks, til nutidens webteknologier. Det er værdifuldt, hvis du har erfaring som webudvikler og derfor en praktisk forståelse for, hvordan webteknologier, arkitekturer og udviklingspraksis har forandret sig over tid. Det er netop denne historisk-tekniske forståelse, der gør det muligt at arbejde kvalificeret med det meget forskelligt-artede materiale som findes i webarkiver.
-kendskab til forskningsmiljøer. Erfaring fra et universitet, bibliotek eller en anden forsknings- eller kulturinstitution er ønskelig. Det er en fordel, hvis du har forståelse for de arbejdsgange, krav og samarbejdsformer, der kendetegner forskningsmiljøer og samspillet mellem tekniske løsninger og forskeres behov.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes efter fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisation.
Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomsten for akademikere i staten. Du ansættes som specialkonsulent i basisløntrin 19.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Om Arts
Faculty of Arts er et af Nordeuropas væsentligste fakulteter for forskning og videregående uddannelse inden for humaniora, teologi og pædagogik. Inden for denne faglige bredde huser fakultetet omkring 700 forskere, 200 ph.d.-studerende, 9.000 bachelor- og kandidatstuderende og 1.500 efter- og videreuddannelsesstuderende. Vi tror på, at de bedste idéer opstår i mødet mellem forskellige perspektiver – og at forskning, undervisning og innovation udvikles bedst i dialog med samfundet omkring os.
Du kan finde mere information her Faculty of Arts | Aarhus Universitet
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Historie, fag, Jens Chr. Skous Vej, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 24-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/ee9fab83-9e3e-40a6-9665-d5d01cfeb7dc