Medlemmer af Aarhus Kommunes eventnetværk er blevet inviteret til at deltage i to temadage, hvor oplæg, casearbejde og workshops har været på programmet. Fokus har været på at inspirere eventaktører til at arbejde med en regenerativ tilgang ved fremtidige events.
Den regenerative tilgang går videre end blot bæredygtighed og grønne løsninger. Her handler det ikke blot om at gøre mindre skade, men at skabe mere værdi – både for stedet, menneskene og selve eventen, så udviklingen fortsætter år efter år.
I praksis betyder det blandt andet øget publikumengagement, opkvalificering af lokale aktører, styrkelse af biodiversitet gennem aktive bidrag til naturen og involvering af lokalsamfundet i meningsfulde aktiviteter.
Eventnetværket faciliteres af Aarhus Events, og temadagene har haft til formål at inspirere deltagerne til yderligere initiativer, der både gavner events og klimaet.
Bæredygtighedsbureauet WorldPerfect stod for temadagene og introducerede blandt andet arbejde med klimaregnskaber, regenerative indsatser og potentialer, kommunikation samt organisationsudvikling. De understregede, at det at lave events stadig har stor samfundsværdi, også når man arbejder målrettet med bæredygtighed og regeneration.
Som en del af programmet deltog fem eventaktører med cases om regenerative potentialer: Den Gamle By, Aarhus 1900 Atletik og Løb, Urban Sports Festival Aarhus (v. Aarhus Events), VoxHall og Teater Fluks. Deres oplæg tog afsæt i brugen af byens rum, inspiration på tværs af aktører, udvikling af potentialer og muligheder for eksternt samarbejde.
Gennem dialog og erfaringsudveksling fik aktørerne nye input til alt fra bæredygtige måltider og genbrugsløsninger til fortællinger om naturen langs eventruter. Der var bred enighed om, at erfaringsdeling er essentiel, så alle kan løfte hinanden gennem fælles indsatser for mere bæredygtige og værdiskabende events.
Nysgerrige kan kontakte Aarhus Events på aarhusevents@aarhus.dk. Ønsker man at blive medlem af eventnetværket, kan man tilmelde sig mailinglisten her: https://aarhusevents.dk/til-eventarrangoerer-i-aarhus/eventnetvaerk
https://aarhus.dk/nyt/kultur-og-borgerservice/hvad-kommer-efter-baeredygtighed