Projektmanager søges til Forskningsenheden i Afdeling for Psykoser, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Forskningsenheden i Afdeling for Psykoser ønsker at ansætte en sygeplejerske med psykiatrisk erfaring som projektmanager i en fast fuldtidsstilling.

Hvem er vi?

Afdeling for Psykoser er en del af Aarhus Universitetshospital-Psykiatrien. Afdelingen har godt 400 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, og vi behandler især patienter med skizofreni. Afdelingen ledes af en cheflæge og chefsygeplejerske og består af tre alment psykiatriske sengeafsnit, et rehabiliteringsafsnit, to ambulante klinikker samt en forskningsenhed. Som projektmanager bliver du ansat i forskningsenheden under ledelse af Professor Ole Mors. Der vil på længere sigt være mulighed for at arbejde med forskellige forskningsprojekter, men stillingen vil til en start være forankret i det landsdækkende forskningsprojekt The Danish High Risk and Resilience Study – VIA. VIA er en national kohorte bestående af 522 børn og deres forældre. Kohorten blev etableret i 2013 og vi undersøger børnenes trivsel og udvikling over tid. Oplysninger om bl.a. børnenes sociale, motoriske og kognitive udvikling samt deres psykiske helbred indsamles systematisk sammen med biologiske markører. Formålet med VIA er på lang sigt at kunne identificere specifikke faktorer, som indikerer øget sårbarhed for udvikling af psykisk sygdom for individer med familiær disposition. Projektet ledes af professor Ole Mors, Forskningsenheden i Afdeling for Psykoser, Aarhus Universitetshospital-Psykiatrien samt professor Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København.

Startdato og ansættelsens varighed

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Ansættelsesstart er 1. august eller snarest muligt. Arbejdstiden er 37 timer om ugen, og arbejdstilrettelæggelsen er fleksibel. Weekend- og aftenarbejde samt projektmøder i København kan forekomme.

Ansvarsområde og arbejdsopgaver

Som projektmanager skal du under ledelse af VIA's styregruppe varetage styring af projektets faser, herunder koordinering, organisering og prioritering af de løbende arbejdsopgaver før og under gennemførsel af de enkelte forskningsprojekter. Du skal indgå i et tæt samarbejde med projektgrupperne i henholdsvis Aarhus og København. Du vil herudover have til opgave at bidrage til rekruttering og dataindsamling. Dette arbejde består bl.a. af neuropsykologiske tests samt diagnostiske, psykiatriske interviews af børn og voksne projektdeltagere. Derudover skal du løbende tage del i hjernescanninger af projektdeltagere. Stillingen rummer også administrative opgaver i forbindelse med den daglige drift af projekter.

Kvalifikationer

Det er nødvendigt, at du har:

  • Autorisation som sygeplejerske
  • En sundhedsfaglig videreuddannelse (master el. kandidat)
  • Gennemført projektlederuddannelse
  • Klinisk erfaring fra psykiatrien
  • Solid erfaring med testning af både børn og voksne, herunder udførelse af diagnostiske interviews, neuropsykologiske og motoriske tests samt MR-scanninger
  • Erfaring med planlægning og gennemførsel af kliniske forskningsprojekter
  • Erfaring med datahåndtering, herunder opsætning og brug af REDCap
  • Kendskab til principperne for "good clinical practice" (GCP)
  • Gode IT kundskaber
  • Kørekort til almindelig bil

Vi forventer, at du arbejder struktureret og detaljeorienteret, har gode kommunikative evner samt er imødekommende og udadvendt. Du skal kunne arbejde selvstændigt og samtidig fungere i et tæt samarbejde med kollegaer.

Vi tilbyder

Vores arbejdsplads er en velfungerende tværfaglig enhed, hvor du som projektmanager bliver en del af et aktivt og internationalt præget forskningsmiljø med gode kollegaer. Vi værdsætter, at vi kan hjælpe hinanden, og at der er god kommunikation og plads til humor. Et par gange om året afholder vi sociale arrangementer, som vi håber, du vil tage aktiv del i.

Vi tilbyder dig et alsidigt og fleksibelt job med faglig udvikling via fortløbende kurser og uddannelse. Under gennemførelse af projekter vil der desuden være løbende intern- og ekstern supervision samt kliniske konferencer med erfarne psykologer og psykiatere.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til professor Ole Mors

(nielmors@rm.dk)

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er søndag d. 28. maj 2023

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 22

Løn efter anciennitet og kvalifikationer.

 

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Region Midtjylland, Palle Juul-Jensens Boulevard 175, 8200 Aarhus N

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 28-05-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://midtjob.dk/ad/projektmanager-soges-til-forskningsenheden-i-afdeling-for-psykoser-aarhus-univer/2v9m8h/da

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5836785

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet