6000 nazister, deriblandt flere af de helt store, tog den såkaldte »Rattenlinie Nord« til Flensborg i foråret 1945. Mellem 2000-3000 nazister fik nye identiteter og forsvandt i anonymiteten i byen. Nogle af dem, der søgte til Flensborg i de sidste dage, var SS-chef Heinrich Himmler, Hitlers efterfølger Karl Dönitz, rustningsmninister Albert Speer, hærchef Alfred Jodl og ikke mindst den uhyggelige Auschwitz-kommandant Rudolf Höß.
Forfatter og kulturredaktør Hans Christian Davidsen fortæller mandag den 10. november 2025 i Ellevang Kirke i Risskov om, hvordan Flensborg i april-maj 1945 blev nazisternes sidste tilflugtssted. Foredraget begynder klokken 19.30.
Foredraget ledsages af enestående historiske fotos og handler om nazi-regimets allersidste dage i Flensborg, et historisk kapitel, der indtil Hans Christian Davidsens anmelderroste bog »Nazisternes sidste tilflugt« kun er blevet behandlet sporadisk i den historiske litteratur.
På Flensborg Fjord blev purunge marinesoldater dødsdømt og henrettet så sent som den 10. maj 1945, altså to dage efter slutkapitulationen den 8. maj, og tusindvis af udsultede og dødssyge kz-fanger strandede i Flensborg, hvor de blandt andet stod i godsvogne ved havnen, og en stor del døde af sult og tørst.
Arrangører er FOF Aarhus og Grænseforeningen Aarhus. Man skal tilmelde sig senst den 7. november ved at sende en mail til aarhus@grænseforeningen.dk - Pris er 75 kroner.