TrygFonden afholder optagelsesprøve for nye besøgende i Aarhus

Billede fra TrygFonden
dato

Når TrygFondens besøgshunde rykker ud på plejehjem og -boliger i hele Danmark med logrende haler, er der garanti for store smil og gode minder.  
 
Faktisk viser en undersøgelse fra TrygFonden, at 10 ud af 10 besøgshundeejere oplever, at besøgene vækker glæde hos de beboere, de besøger, mens 9 ud af 10 oplever, at besøgene vækker minder. 
 
Nu kan endnu flere hunde blive en del af besøgshundekorpset, der allerede tæller knap 600 af menneskets bedste venner og deres ejere. 
 
Onsdag d. 4. februar afholder TrygFonden nemlig optagelsesprøve for nye besøgshunde på Aarhus Friplejehjem i Brabrand. Her får 20 hunde og deres ejere mulighed for at blive godkendt som besøgshundeteam. 
 
Hos TrygFonden ser de frem til at få endnu flere dedikerede frivillige og deres venlige hunde med i ordningen. 
 
”Livskvalitet er kernen i besøgshundekorpsets arbejde. Hundene giver både omsorg, nærvær og noget at samles om, og samtidig giver det beboernes pårørende tryghed at vide, at deres kære får gode oplevelser i hverdagen. Besøgene betyder også meget for besøgshundeejerne selv, som oplever stor mening med indsatsen, og vi glæder os til at få endnu flere med i korpset,” siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden. 
 
Besøgshundene skaber hjerterum 
Annette Vindahl er besøgshundekoordinator på Aarhus Friplejehjem Helheden, hvor beboerne det seneste år har haft fornøjelsen af flere hundebesøg. Hun har set med egne øjne, hvordan en våd snude og et hoved på et knæ gør en mærkbar forskel i beboernes hverdag. 
 
“Besøgshundene skaber et helt særligt nærvær hos vores beboere. Mange af de ældre har selv haft hund tidligere, så når besøgshunden kommer på besøg, lyser beboerne op, og gode minder vækkes helt naturligt. Det skaber et hjerterum, som er meget værdifuldt for os og hundeejeren,” siger Annette Vindahl.   
 
Hundeejere, der er interesserede i at blive frivillige i besøgshundekorpset sammen med deres hund, kan læse mere og tilmelde sig optagelsesprøven på hjemmesiden besøgshunde.dk. Det er ikke muligt at deltage ved blot at møde op. 
 
Fakta om TrygFonden Besøgshunde  
  • TrygFonden Besøgshunde er et korps af knap 600 besøgshunde og deres frivillige ejere, som besøger beboere på plejehjem og -boliger i Danmark. TrygFonden Besøgshunde har eksisteret siden 2010.    
  • TrygFonden har mellem 19. november og 11. december 2025 udført en undersøgelse blandt hundeejerne tilmeldt besøgshundeordningen. Heri svarer 97%, at de oplever, at besøgene vækker glæde hos de beboere, de besøger, mens 87% oplever, at besøgene vækker minder. 
  • TrygFondens besøgshundeteams brugte i 2025 mere end 27.000 timer på at besøge beboere på landets plejehjem og -boliger.   
  • TrygFonden afholder optagelsesprøver over hele landet i 2026. Læs mere på www.besogshunde.dk    
 
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.