En patrulje blev torsdag kl. 18.50 sendt til Park Allé i Aarhus C efter en anmeldelse om uro og uorden. Få minutter senere fik betjentene kontakt til anmelderen, som fortalte, at en yngre mand havde opført sig mærkeligt og råbt og skreget ad forbipasserende.
Anmelderen oplyste, at manden sad i et busskur, og pegede betjentene i retning af det. Her fandt de en person, der sugede lattergas fra en flaske, som han halvt skjulte under sin jakke. Personen viste sig at være en 26-årig mand.
Den 26-årige blev sigtet for besiddelse af lattergas og for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Flasken blev beslaglagt med henblik på konfiskation og destruktion.
Kilde: Østjyllands Politi