Tog kniv med til psykiatrisk samtale: 34-årig idømt anbringelse for drabsforsøg

dato

Ved Retten i Aarhus er en 34-årig mand blevet idømt anbringelse uden længstetid for et drabsforsøg begået mod en ansat på psykiatrisk afdeling i det nordlige Aarhus. Episoden fandt sted i december sidste år, hvor den 34-årige medbragte en kniv til en planlagt samtale med en læge.

Under en planlagt samtale med en læge på psykiatrisk afdeling trak en 34-årig mand om formiddagen den 9. december 2025 en kniv frem, mens han truede lægen med at slå ham ihjel.

Episoden fandt sted på P. Juul-Jensens Boulevard i det nordlige Aarhus, og ved Retten i Aarhus blev den 34-årige mand torsdag eftermiddag idømt en tidsubestemt behandlingsdom for episoden.

"Anbringelse på psykiatrisk afdeling er en foranstaltning, der kun anvendes over for potentielt farlige psykisk syge personer - og denne sag viser med al ønskelig tydelighed, at den 34-årige er han meget farlig, hvis han ikke fastholdes i behandling," siger senioranklager Rosa Pape fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Personalet måtte søge i sikkerhed

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om episoden i december kl. 10.09, mens det var var lykkedes for personalet på stedet at få søgt i sikkerhed fra det lokale, hvor den 34-årige befandt sig.

Politiet nåede frem nogle få minutter senere og overtog håndteringen af den 34, og ingen personer kom til skade i forbindelse med episoden.

"Den 34-årige medbragte også en 'dødsliste' til samtalen, hvorpå lægens navn bl.a. fremgik, inden han tog kniven frem og fortalte, at han ville dræbe ham - og det er min opfattelse, at sagen er endt med den helt rigtige afgørelse," siger senioranklager Rosa Pape.

Ved Retten i Aarhus blev den 34-årige kendt skyldig i og idømt anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid for forsøg på manddrab af en person i offentlig tjeneste, hvilket var en skærpende omstændighed.

Han blev desuden dømt for at have overtrådt knivloven ved at have været i besiddelse af en kniv på et offentligt tilgængeligt område.

 

Skal forblive varetægtsfængslet

Sagen har været ført som en nævningesag ved Retten i Aarhus over i alt fire retsdage.

Den 34-årige har været varetægtsfængslet på retspsykiatrisk afdeling siden sin anholdelse i forbindelse med episoden den 10. december 2025.

Han skal forblive varetægtsfængslet efter dagens domsafsigelse, hvilket ikke blev kæret til landsretten.

Han udbad sig betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen til landsretten.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi
Mest læste artikler