40-årig mand dømt for dødelig vold mod samlever

dato

En 40-årig mand blev onsdag idømt otte års ubetinget fængsel ved Retten i Aarhus for at have udsat sin samlever for så grov vold, at hun døde af kvæstelserne.

 

De to boede sammen på en adresse i Tranbjerg, og den 24. juni ringede den 40-årige selv 112 og fortalte, at hans 51-årige samlever lå livløs i deres hjem.

Flere patrulje og en ambulance rykkede hurtigt ud, men det stod hurtigt klart, at kvinden havde været død i noget tid, og at hendes liv ikke stod til at redde. Den 40-årige mand befandt sig stadig på adressen, og han blev anholdt på stedet. Senere på dagen blev han varetægtsfængslet.

Obduktionen viste, at den 51-årige kvinde gennem et par dage havde været udsat for omfattende vold, og at hun havde fået adskillige læsioner, indre blødninger og en hjerneblødning som følge af slag, spark og kvælertag.

Onsdag blev den 40-årige dømt for grov vold med døden til følge under særligt skærpende omstændigheder. Volden fandt sted over flere dage i en periode fra den 22. juni den 24. juni.

Ringede først efter hjælp, da hun var død

Den 40-årige erkendte i mindre omfang at have begået vold mod sin samlever, men nægtede at det skulle have været så grov vold, at det medførte kvindens død.

Specialanklager Birgitte Ernst ved Anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi er tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndighedens påstand.

"Når vi kan tælle 43 læsioner, flere blødninger og alvorlige skader på den forurettede, så har der været tale om grov vold under særdeles skærpende omstændigheder. Den tiltalte ringede først efter hjælp, efter kvinden var død, og efter han i flere dage havde udsat hende for vold gentagne gange. Derfor er jeg tilfreds med, at retten var enig i, at der var tale om grov vold med døden til følge under skærpende omstændigheder," siger Birgitte Ernst.

Den 40-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi
Mest læste artikler