Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag klokken 12.00 en 26-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for forsøg på indbrud i en villa i Mårslet mandag aften, kort før midnat.
En beboer vågnede, da hun hørte en rude blive knust. Efterfølgende ringede det på døren, og da beboeren råbte for at høre, hvem det var, stak gerningsmanden af. Politiet blev kontaktet, og et par patruljer kom kort efter til området. Politihunde ledte efter spor.
Betjentene fik øje på den 26-årige på en vej ikke langt fra villaen. Han havde ifølge politiet ingen god forklaring på, hvad han lavede i området.
Manden var i forvejen mistænkt for to andre indbrud, som også indgår i fremstillingsbegæringen.
Kilde: Østjyllands Politi