Alt for mange østjyske borgere har haft ubudne gæster i deres hjem i løbet af 2026, og tallet er steget i forhold til sidste år. Selvom Østjyllands Politi har anholdt og sigtet ekstra mange indbrudstyve, så beder politiet nu om en ekstra hjælpende hånd fra østjyderne.
Fra den første januar i år frem til og med til den 31. oktober har Østjyllands Politi fået 1811 anmeldelser om indbrud i privat beboelse. Det er 248 flere anmeldelser end sidste år.
Det er Aarhus-området, der er klart hårdest ramt, men indbruddene er en udfordring i hele politikredsen.
"Vores betjente har anholdt og sigtet markant flere for indbrud end året før, og vi har også fået en del gode domme til lokale indbrudstyve, men alligevel må vi konstatere, at antallet af indbrud er vokset bekymrende meget. Det er særligt bekymrende, når vi erfaringsmæssigt ved, at der kommer ekstra mange indbrud i juletiden," konstaterer efterforskningschef Flemming Nørgaard.
Vakse naboer gør en forskel
Efterforskningschef opfordrer borgerne i Østjylland til at være ekstra opmærksomme på mistænkelige personer og køretøjer og ikke mindst sørge for at lave nogle gode aftaler med naboerne om at holde øje med hinandens huse.
Fredag aften anholdt en patrulje en formodet indbrudstyv i Aarhus N, efter en vaks borger ringede til politiet, da han så nogen gå rundt med en tændt lommelygte over i naboens lejlighed. Og det er netop den slags nabohjælp, som politiet er særligt glade for.
"Når vi fanger en indbrudstyv på fersk gerning, så er det de fleste gange, fordi der har været en opmærksom nabo eller forbipasserende, der har opdaget noget mistænkeligt og skyndt sig at ringe til os. Vi har brug for borgernes hjælp og øjne, hvis vi skal have bremset udviklingen," siger Flemming Nørgaard.
Efterforskning og patruljering
Østjyllands Politi følger udviklingen nøje, og der er fokus på indbrudsindsatsen hos både efterforskningen, patruljerne og forebyggelsesenheden.
"Vi analyserer løbende tallene og ser på, hvor det giver bedst mening at patruljere, og om vi kan kæde nogle af indbruddene sammen. Derudover så efterforsker vi målrettet og gør, alt vi kan for at få sat så mange indbrudstyve ud af spil som muligt. Vi sørger for, at vores patruljer konstant er briefet op med billeder og information om personer, der er mistænkte for indbrud, og vi tager som udgangspunkt ud til alle indbrud i private hjem for at lede efter spor," siger efterforskningschefen.
5 gode råd fra Østjyllands Politi
- Lav en aftale med din naboer om, at I holder øje med hinandens hjem
- Sørg for at der er god belysning ved dit hjem, så tyven har sværere ved arbejde i fred
- Få det til at se ud som, om der er nogen hjemme. Lad fx opvasken stå og brug tænd/sluk-ure
- Ring 114 hvis du ser mistænkelige personer eller køretøjer i nabolaget
- Ring 112 hvis du ser et igangværende indbrud