Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller klokken 11.00 en 41-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for indbrud på en privat adresse i Viby J mandag eftermiddag.
Indbruddet blev begået klokken 12.50, og politiet modtog anmeldelsen få minutter senere. Opmærksomme naboer havde set to mistænkelige personer i området og fulgte efter dem, mens politiet blev tilkaldt. En beboer konstaterede, at der havde været indbrud på adressen.
Flere patruljer blev sendt ud for at lede efter de formodede gerningsmænd. En patrulje blev på Jyllands Allé peget i retning af en person, der passede på signalementet. Personen blev identificeret som den 41-årige, der blev anholdt klokken 13.05 og sigtet for indbrud.
En formodet medgerningsmand på 39 år blev anholdt klokken 13.20 i et skovområde nær gerningsstedet. Tasker med formodede tyvekoster blev fundet i området og genudleveret til deres rette ejer. Den 39-årige blev løsladt efter afhøring.
Den 41-årige fremstilles med henblik på varetægtsfængsling. Han har for nylig modtaget en fængselsdom for lignende kriminalitet.
Østjyllands Politi opfordrer borgere til at kontakte politiet ved mistænkelig adfærd eller igangværende indbrud. Ring 114 ved mistænkelig adfærd og 112 ved igangværende indbrud.