Bliv en central medarbejder i udviklingen af Danmarks grønne innovationspartnerskaber hos Innovationsfonden

dato

Vil du være med til at gøre Danmarks grønne missionsdrevne partnerskaber til en succes? Har du erfaring med og lyst til at arbejde med finansiering af forskning og innovation? Og er du motiveret af at understøtte den samfundsmæssige impact, der skabes her?

Innovationsfonden søger en engageret og erfaren medarbejder, som kan kombinere strategisk tænkning med drifts- og forvaltningsopgaver. Vi arbejder for at fremme bæredygtige løsninger og sikre en tæt og åben dialog internt såvel som eksternt med vores samarbejdspartnere i forskningsmiljøer, erhvervslivet og den offentlige sektor. Som udgangspunkt kommer du til at arbejde med at drive og udvikle fondens arbejde med missionsdrevne innovationspartnerskaber.

Om Innovationsfonden

Innovationsfonden investerer i Danmarks fremtid ved at understøtte visionære forskere, iværksættere og virksomheder. Vi fokuserer på projekter, der styrker Danmarks konkurrenceevne og bidrager til en bæredygtig omstilling. Med årlige investeringer på ca. kr. 1,7 mia. i forskning og innovation stræber vi efter at skabe konkret samfundsmæssig værdi.

Din rolle

I rollen som Investment Officer kommer du til at arbejde i dybden med et af Innovationsfondens programmer. Du får ansvar for både strategiske og forvaltningsmæssige opgaver, som er essentielle for Innovationsfondens succes. Du vil arbejde tæt sammen med kolleger og eksterne aktører inden for dit område og få mulighed for at bidrage til både procesoptimering og strategisk udvikling.

Et af Innovationsfondens programmer er Innomissions, hvor fonden udmønter rammebevillinger til store missionspartnerskaber, der – baseret på et roadmap – sætter forsknings- og innovationsprojekter og andre aktiviteter i søen for at bidrage til en konkret impact på Danmarks klimamål. Det er her, du som udgangspunkt bliver tilknyttet, men der kan også vise sig muligheder i andre programmer.

Indtil videre har fonden igangsat fire grønne missionsdrevne partnerskaber inden for hhv. 1) CO2 fangst, lagring og anvendelse, 2) grønne brændstoffer, 3) klimavenligt og bæredygtigt landbrug og fødevareproduktion samt 4) cirkulær økonomi med fokus på tekstil og plastik. Inden for disse fire områder skal de grønne missioner bidrage til at nå Danmarks CO2 reduktionsmål og generelt gøre os til et mere bæredygtigt samfund. Læs mere om de fire grønne Innomissioner her.

Dine ansvarsområder vil omfatte:

  • At være faglig opfølger på, understøtte og føre tilsyn med de igangværende missionsdrevne partnerskaber, herunder være
    • observatør på partnerskabsbestyrelsesmøder
    • sparringspartner på processer for partnerskabets fordeling af midler bl.a. for at sikre fremdrift i implementering af roadmaps, god forvaltningsmæssig skik og overholdelse af statsstøtteregler mv.
    • godkender af partnerskabets årlige rapporter om fremdrift mv.
  • At bidrage til at udmønte nye rammebevillinger til missionspartnerskaberne, herunder at udforme ansøgningsopslag, tilrettelægge ansøgningsprocesser, vurdere ansøgninger og indgå investeringsaftaler mv.
  • Sammen med dine kolleger i teamet at designe rammerne for programmet, da det fortsat er et nyt program, der er under udvikling, herunder udvikle formater for udmøntning (ansøgningsopslag, retningslinjer, investeringsaftaler) og opfølgning (impact framework, rapporteringsskabeloner) mv. samt evt. udmønte nye missionspartnerskaber
  • At rapportere til Innovationsfondens bestyrelse, ministerium mv. bl.a. om impact af missionspartnerskaberne.
Du vil som udgangspunkt få ansvaret for den ene af de fire grønne missioner – formentlig inden for enten klimavenligt og bæredygtigt landbrug og fødevareproduktion eller cirkulær økonomi – og vil inden for dette område bidrage til at følge op på den samfundsmæssige impact, som partnerskabet skaber. Du kommer til at opbygge et bredt domænekendskab på dit område gennem et godt kendskab til hovedaktørerne og de centrale teknologier på området.

Du vil referere til Innovationsfondens chef for missioner og blive en del af et lille team på fire dedikerede medarbejdere, der er geografisk placeret på tværs af fondens kontorer i Aarhus og København. Derudover vil få et tæt samarbejde med fondens øvrige kolleger, f.eks. omkring tværgående eller strategiske indsatser alt efter, hvor din interesse ligger.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring med eller interesse for forskning og innovation, gerne fra en organisation eller myndighed, der forvalter tilskudsprogrammer, eller fra en forsknings- eller innovationsstøttefunktion på et universitet eller lignende.
  • Trives med afvekslende opgaver, med et væsentligt element af forvaltningsopgaver som f.eks. at føre tilsyn med, at missionspartnerskaberne overholder aftalegrundlag, herunder forvaltningsregler.
  • Er hjemmevant i en rolle, hvor du både kan tænke strategisk og arbejde struktureret med drifts- og forvaltningsopgaver samt er god til at lede projekter og processer
  • Er god til at navigere i en politisk kontekst og ser muligheder i et tværfagligt samarbejde
  • Kan håndtere komplekse opgaver på tværs af fagområder og bidrage aktivt til en positiv arbejdskultur i dit team og i fonden
  • Kan arbejde analytisk og datadrevet og har flair for at udarbejde skriftlige beslutningsoplæg, bl.a. til Innovationsfondens bestyrelse.
  • Er en naturlig relationsskaber til relevante stakeholders, i f.eks. missionernes bestyrelser og blandt relevante myndigheder.
  • Har en relevant kandidatuddannelse, enten som generalist, f.eks. cand.scient. pol./cand.polit. eller specialist med en faglighed inden for fx landbrug og fødevarer eller cirkulær økonomi.
  • Har minimum 5-7 års relevant erhvervserfaring fra relevante stillinger.
Derudover er det en forudsætning, at du er proaktiv og kan arbejde både selvstændigt og samarbejdsorienteret i en travl hverdag og er god til at finde løsninger på udfordringer i tæt og tværgående samarbejde med dine kolleger. Det er endvidere vigtigt, at du motiveres af det overordnede formål med programmet og med muligheden for selv at være med til at udvikle dit og teamets arbejde og de rammer, vi skaber for missionerne. Din evne til at håndtere driftsopgaver og bidrage strategisk i en omskiftelig verden, hvor missionspartnerskabsinstrumentet løbende justeres, vil være afgørende for, at du lykkes i denne rolle.

En arbejdsplads med fokus på samarbejde og udvikling

Hos Innovationsfonden er vi dedikerede til at skabe et inkluderende og positivt arbejdsmiljø. Vi prioriterer samarbejde, udvikling og dialog, og vi arbejder løbende på at skabe de rammer, der styrker vores fælles mål om at skabe værdi for samfundet gennem forskning og innovation.

Vores værdier – Ordentlighed, Nysgerrighed og Engagement – danner grundlaget for vores arbejdsplads og symboliserer vores ONE-tilgang til samarbejde. Vi værdsætter forskellighed og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen.

Ansættelsesforhold

Du ansættes efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation og med mulighed for at forhandle tillæg baseret på kvalifikationer. Ansættelsen er som udgangspunkt som specialkonsulent. Ansættelsesstedet er enten Europaplads 2, 8000 Aarhus C eller Haifagade 3, 2150 Nordhavn, København. Rejseaktivitet i Danmark, herunder mellem kontorerne i Aarhus og København, er en del af jobbet.

Stillingen er på fuld tid med ansættelsesstart pr. 1. august 2025 eller efter nærmere aftale.

Sådan søger du

Vi ser frem til at modtage din ansøgning. Send din ansøgning, CV og eksamensbevis samt eventuelle andre relevante dokumenter senest 6. maj 2025. Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 20 og 2. samtaler i uge 21.

Har du spørgsmål? Kontakt chef for missioner Sidsel Hougaard på telefon: 6190 5056 eller e-mail: sidsel.hougaard@innofond.dk for at høre mere om stillingen og vores arbejde i Innovationsfonden.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Århus Europa plads, Europa Plads, 4 sal, 8000 Århus

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 06-05-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5343f0d6-91fb-44da-8478-bcc2dc3b7a86

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Boliger til salg i Aarhus

FÅ TRE GRATIS SALGSVURDERINGER AF DIN BOLIG

FÅ TRE GRATIS SALGSVURDERINGER

Adresse
Dine oplysninger deles med op til tre lokale ejendomsmæglere, som efterfølgende vil kontakte dig vedr. salgsvurdering.