Hej med dig!
Mangler du et nyt job? Så se her - for jeg mangler muligvis dig!
Jeg har et barselsvikariat, og derfor søger jeg en hjælper, der kan indgå i mit hjælperteam. Der vil være få opstartsvagter, og så vil vi glidende gå over i det faste vikariat. Tiltrædelse vil nok være hurtigst muligt, når den rette kandidat er fundet.
Vagterne, der tilbydes, er 24-timers vagter, der både vil falde på hverdage og i weekender og mødetidspunktet er som udgangspunkt kl. 7 (kl. 9 i weekender). Det vil dreje sig om ca. 6 vagter pr. måned, og vi arbejder i udgangspunktet ud fra et fast vagtrul. Vi holder jævnligt personalemøder, hvor vi også kigger på vagtplan. Der vil også være oplæring, som aftales i fællesskab.
Kort om mig
Jeg er en 28-årig kvinde, som grundet en udspringsulykke i 2009 er lammet fra brystet og ned og delvist lammet i hænder og arme (tetraplegi). Jeg bor i Aarhus C og læser på universitet, og det meste af min tid bruger jeg på at studere. Jeg er pt. i gang med at skrive speciale. Personlighedsmæssigt er jeg nok den introverte type, men jeg befinder mig godt i venners lag, og jeg elsker at se en god film, drikke en kop te eller kaffe. Deltagelse i gode fester i ny og næ eller en lille tur i det fri bliver det også til.
Arbejdsopgaverne
Min lammelse gør, at jeg bruger kørestol og har behov for hjælp til både personlig pleje og praktiske gøremål. Arbejdsopgaverne vil derfor spænde vidt. Dette vil være personlig pleje, husligt arbejde, madlavning, ledsagelse til studie, fysioterapi og diverse andre fritidsarrangementer. Arbejdet kræver derfor også, at du har kørekort.
Arbejdet vil veksle mellem rutineprægede opgaver (bl.a. med hensyn til praktiske gøremål f.eks. rengøring og personlig hygiejne) og opgaver, hvor det er nødvendigt at tænke i nye baner og alternative løsninger – eksempelvis når jeg er på rejser eller på weekendture. Min hverdag er vekslende, så man kan ikke altid på forhånd vide, hvordan en vagt ser ud. Med det sagt, så prøver jeg selvfølgelig at give så meget information som muligt, men der kan opstå uforudsete ting – lige som i alle andre menneskers liv.
Som min kommende hjælper skal du fungere som ”mine arme og ben”, og du skal have fornemmelse for ”at være fluen på væggen”, da jeg ikke har behov for hjælp hele tiden. Alt afhængig af hvilken situation vi befinder os i, vil definitionen af ”fluen på væggen” dog skulle gradbøjes, og i nogle situationer vil jeg forvente, at du deltager mere end i andre. Det tager vi løbende snakke om.
Da jeg bor i Aarhus C, finder arbejdet primært sted her i mit private hjem. Jeg besøger dog familien i Vestjylland og kommer gerne i vores sommerhus ved Limfjorden – så selve arbejdspladsen kan være skiftende. Arbejdspladsen er der, hvor jeg er, hvilket betyder, at man møder ind, hvor jeg er. Mit nuværende team er meget fleksibelt, og vi plejer altid at løse dette på en god måde.
Rent praktisk ansættes man af DUOS, så løn og kontrakter følger deres vilkår.
Dine kompetencer
Som min kommende hjælper er det vigtigt at forstå, at man kommer til at indgå i et meget tæt samarbejde med mig. Derfor er gensidig respekt og tillid en stor del af jobbet. Det betyder også, at kemien mellem min hjælper og mig er altafgørende. Hjælpererfaring eller en sundhedsuddannelse kan være en fordel, men det er dog slet ikke dette, som det hele står eller falder med.
Jobbet indebærer forflytninger både med og uden lift (her bruges i stedet glidebræt o.lign.). Du skal også gerne være fleksibel, meget stabil og villig til at træde til ved at tage ekstra vagter ved sygdom i hjælperteamet og ferier. Derudover er gå-på-mod, åbenhed, samarbejdsvillighed, godt humør og humor også egenskaber, som er lækre kompetencer! Jeg sætter også meget pris på, at du kan tage bladet fra munden og være ærlig, hvis du føler dig usikker eller presset – så er det nemmere at finde en løsning på de ting, man måske tumler med. Jeg prøver at gøre det samme den anden vej; ingen mennesker er jo tankelæsere – heldigvis 😊.
Så er du en gut, en gutinde eller identificerer dig som noget helt andet, og kan se dig selv arbejde for mig, så modtager jeg gerne din ansøgning på mail ansoegning.barbara@gmail.com. Jeg har også tidligere haft mænd ansat, så køn skal ikke være afgørende. Der er ikke en decideret ansøgningsfrist, og jeg vil løbende kalde folk til samtale.
Mvh. Barbara Bøgh
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
DUOS A/S, Paradisæblevej, 2500 Valby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-11-2024;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6140697