Bliv vagt- og servicemedarbejder ved Retten i Aarhus

dato

Da vores nuværende vagt- og servicemedarbejder går på pension, søger vi efter en ny medarbejder. Der er tale om en fuldtidsstilling til besættelse den 1. april 2025.

Vagterne er de første, som møder rettens besøgende, og derfor er det altafgørende, at du er imødekommende, hjælpsom og professionel i din indstilling og adfærd.

Vagterne er dagligt i kontakt med borgere fra alle samfundslag, og derfor skal du være en god menneskekender, der møder alle folk med respekt og værdighed. Det er desuden vigtigt, at du har en god situationsfornemmelse og kan træde i karakter, når det er nødvendigt, alt imens du bevarer professionalisme og en rolig udstråling.

Vi har i dag et godt og positivt samarbejde med eksterne samarbejdspartnere herunder politiet, kriminalforsorgen, advokater m.m., og det er vigtigt, at du bidrager konstruktivt til dette fortsatte samarbejde. Da du også på daglig basis har en tæt kontakt til alle som er ansat ved Retten i Aarhus, så er det vigtigt, at du er dygtig til tværfagligt samarbejde på alle niveauer.

Det forventes, at du trives med en bred vifte af arbejdsopgaver og har en positiv indstilling til en omskiftelig arbejdsdag, hvor du er ansvarlig for Rettens sikkerhed og mange af Rettens praktiske opgaver. Dit arbejde er både selvstændigt men indgår også i et samarbejde med 7 andre vagter og en servicemedarbejder.

Arbejdsopgaver:

  • Foretage adgangskontrol, herunder håndtering af scanningsudstyr
  • Rundere i Rettens bygninger og i den forbindelse sikre ro og tryghed for alle
  • Indgå i turnus i forbindelse med åbne- og lukkevagter
  • Klargøre retssale, voteringslokaler og mødelokaler
  • Bistå som sikkerhedsvagt ved retsmøder, fogedmøder m.m.
  • Indgå i turnus i forbindelse med weekendvagter til Grundlovsforhør (vagt hver 8. weekend)
  • Serviceopgaver herunder køkkenopgaver, oprydning, forberedelse til afholdelse af møder, planlægning af møder, diverse ad-hoc- opgaver
Det er et krav, at du har vagtuddannelse og tidligere har arbejdet som vagt.

Vi lægger desuden vægt på følgende:

  • At du har en god situationsfornemmelse
  • Har erfaring med vagt- service- og sikkerhedsopgaver
  • At du er meget serviceminded
  • Har gode samarbejds- og konflikthånderingsevner
  • Kan tale og forstå dansk
Vi tilbyder:

Retten i Aarhus har i alt ca. 110 medarbejdere, heraf ca. 35 jurister og 8 vagter, som er fordelt på adresser ved siden af hinanden på Vester Allé 10 og Vester Allé 12, 8000 Aarhus C. Desuden har vi en retssal på Paludan Mullers Vej og Åboulevarden. Du må forvente, at du skal varetage din vagt- og servicefunktion på alle 4 adresser.

Du kan forvente ansættelse i en god og meget velfungerende vagtgruppe, hvor der er en uformel omgangstone fyldt med humor og fleksibilitet, men hvor alle kender sin plads og selvstændigt udfører de opgaver, som der forventes. Du vil blive taget godt imod af 7 kollegaer som står klar til at introducere dig til deres vagtgruppe og du vil få en introplan for de første 4 uger og en grundig oplæring.

Vi har frugtordning og gratis parkeringsplads.

Løn- og ansættelsesvilkår:

Stillingen forventes besat i henhold til OAO-S-fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og OAO (Offentlige Ansattes Organisationer) samt organisationsaftalen for vagtfunktionærer i staten.

Stillingen er omfattet af Ny Løn og er som udgangspunkt placeret i løngruppe 2 svarende til en månedsløn på kr. 25.26,75 + pension på 15% i henhold til fællesoverenskomsters § 7. Der vil være mulighed for at aftale et personligt tillæg afhængig af dine faglige kvalifikationer og erfaringer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt af PET og opretholde din sikkerhedsgodkendelse under hele din ansættelse.

Ansøgning:

Du sender din ansøgning online via vores rekrutteringssystem, og vi kan kun modtage din ansøgning via dette system. Du bliver guidet igennem processen, når du trykker på knappen ”Søg stillingen” nederst på siden. Udover din ansøgning bedes du medsende cv, eventuelle anbefalinger, relevante uddannelsespapirer m.v.

Ansøgning skal være modtaget i rekrutteringssystemet seneste den mandag den 17. februar 2025 og vi forventer at afholde ansættelsessamtaler mandag den 24. februar 2025.

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Yderligere oplysninger:

Hvis du har spørgsmål angående stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Kamilla Olsen på karu@domstol.dk eller mobil 20 93 78 01.







INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Retten i Århus, Vester Allé , 8000 Århus C

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 17-02-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/b9579c80-bf00-43f8-b595-003447d674b6

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet