Børneastronauter efterlyses: Et rumskib skal reddes i Aarhus

dato

En computer er gået i stå, og rumskrot truer hjemrejsen. I efterårsferien kan børn og voksne i Aarhus tage på en fælles mission på Steno Museet, hvor et slidt rumskib skal hjælpes sikkert tilbage til Jorden.

Efterårsferien kommer til at stå i rummets tegn på Steno Museet i Aarhus. Fra den 10. til 18. oktober bliver museet forvandlet til en kommandocentral, hvor efterårsferiens gæster får en vigtig opgave.

Steno Rumskibet er nemlig på en vanskelig hjemrejse, og hvis det skal nå sikkert tilbage til Jorden, kræver det hjælp. Fortællingen om rumskibet danner rammen om en række aktiviteter, hvor hele familien kan løse opgaver og samtidig blive klogere på livet i et rumskib.

Familien på fælles mission

En sporleg fører gæsterne gennem museet, og undervejs skal børn og voksne løse forskellige opgaver, der bringer rumskibet tættere på Jorden.

I Maskinrummet venter blandt andet en computer, der er gået i stå. Her skal gæsterne skabe data og finde mønstre, som kan hjælpe med at få computeren i gang igen. Aktiviteterne er udviklet sammen med Institut for Datalogi på Aarhus Universitet.

Andre udfordringer tager udgangspunkt i selve rumrejsen. Hvordan finder man vej mellem stjernerne? Hvordan holder man kontakt med Jorden? Og hvor kommer energien til den lange rejse fra? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver omsat til opgaver, som familien kan prøve kræfter med sammen.

Der bliver også mulighed for at komme lidt tættere på astronautlivet. Børnene kan trække i en rumdragt og få taget et billede som minde om deres rumeventyr.

Den sidste forhindring før Jorden

Selv når rumskibet nærmer sig Jorden, er missionen ikke afsluttet. Rundt om planeten kredser rumskrot, som kan gøre den sidste del af hjemrejsen farefuld.

Under kuplen i Planetariet kan familien se nærmere på rumskrottet og samtidig gå på opdagelse blandt stjerner og planeter. Forestillingerne anbefales fra 6 år og begynder hver dag kl. 11, 12, 13, 14 og 15.

Mission Red Rumskibet finder sted fra den 10. til 18. oktober 2026, alle dage kl. 10–16, på Steno Museet, C.F. Møllers Allé 2 i Aarhus.

Der er gratis entré for børn og unge under 18 år, mens voksne betaler 60 kroner. En forestilling i Planetariet koster yderligere 30 kroner pr. person.

Læs mere om efterårsferien på Steno Museet.

Se stjerner på Ole Rømer Observatoriet

Rumoplevelserne kan fortsætte, når mørket falder på i Aarhus. På Ole Rømer Observatoriet kan hele familien, hvis vejret er klart, udforske stjernehimlen gennem Danmarks største teleskop.

Er himlen overskyet, er der stadig mulighed for at blive klogere på universet. Her byder aftenen i stedet på astronomifortællinger og en tur på opdagelse i det historiske observatorium.

I efterårsferien er der forestillinger alle dage kl. 18.30 og 20.30.

Læs mere, og køb billet til enstjerneforevisning på olerømerobservatoriet.dk.

Besøg også Væksthusene

Efter en tur blandt stjerner og planeter er der også mulighed for at gå på opdagelse i Jordens planteliv. I Væksthusene i Botanisk Have kan familien opleve planter fra hele verden.

Væksthusene har åbent mandag–fredag kl. 9–16 og lørdag–søndag kl. 10–16. Der er gratis adgang.

Læs mere på væksthusene.dk.

Kilde: Science Museerne, Aarhus Universitet
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler