BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at arbejde med den overordnede profilering af Aarhus Universitet (AU)? Brænder du for at udvikle stærke kampagner, fortællinger og oplevelser. Evner du at sætte det rette hold og skabe optimale rammer for samarbejde og effektive leverancer? Er du i stand til at lede og motivere forandringer? Så er du lige den, vi søger!
Aarhus Universitet er med banebrydende forskning og eftertragtede uddannelser med til at levere løsninger på nogle af samfundets allerstørste udfordringer. Budskaber, vi arbejder hårdt på at formidle hver dag til mange målgrupper. Men hvis vi skal bevare vores position som anerkendt og eftertragtet forskningsinstitution, studiested, arbejdsplads og samarbejdspartner, skal vi hele tiden udvikle og styrke vores profil og fortælling.
Om teamet du skal stå i spidsen for
Som chef for Events og Kommunikationsstøtte får du ansvaret for at sætte den strategiske retning, og du bliver daglig leder for 18 dygtige, dedikerede specialister (event-, video- og kampagnefolk, konceptudviklere, designere, fotografer, projektledere og oversættere), som på daglig basis rådgiver og løfter en lang række kommunikations- og eventopgaver i tæt samarbejde med Aarhus Universitets øverste ledelse, de faglige miljøer og vores kolleger i Kommunikation og Presse.
Som chef for dette team har du ansvar for følgende fagområder:
- Brandplatform og visuel identitet (foto, design, grafik og video)
- AU-kampagner (rekruttering af studerende, profilkampagner mm.)
- Større AU-events og -oplevelser (Udays, årsfest, konferencer)
- Oversættelse og terminologi
- Samarbejde med eksterne bureauer
Vi har store ambitioner
For at styrke Aarhus Universitets aftryk på omverdenen har vi brug for en endnu skarpere profil, en videreudvikling af vores visuelle identitet, en styrket digital tilstedeværelse og et stærkere samarbejde mellem fagligheder. Det vil være nogle af de første opgaver, du som chef kommer til at stå i spidsen for.
Ambitionen for dette arbejde er på sigt at blive et in-house bureau, der sikrer, at Aarhus Universitet også i fremtiden står stærkt – både i det fysiske møde og på tværs af vores mange kanaler. Derfor er det vigtigt, at du motiveres af denne ambition, og at du kan navigere og samarbejde i en stor og kompleks organisation med mange stærke faglige miljøer.
Du er en visionær og erfaren personaleleder
Du er en visionær leder, der kan samle og inspirere medarbejdere under forandringer og i den daglige drift. Du har lyst til at bruge din ledelseserfaring og faglighed til at sætte dit præg på teamet og den måde, opgaven skal løses på. Og så er du en empatisk personaleleder, der har fokus på den enkelte medarbejders personlige motivation og udvikling.
Som person er du nysgerrig og imødekommende på organisationens behov og har lyst til at indgå i dialog og samarbejde med personer og samarbejdspartnere på tværs af universitetet. Det falder dig naturligt at rådgive og sparre med opgavestillere og samarbejdspartnere – og bidrager aktivt til at skabe synlighed omkring værdien af et samarbejde med jer.
Du er fagligt stærk
Du er fagligt dygtig og har omfattende erfaring med markedsføring og kommunikation – enten fra bureaubranchen eller en lignende in-house funktion. Du er ikke bare stærk i budskaber og koncepter, du har også blik for æstetik og visuel formidling og er vant til at samarbejde med en bred vifte af fagligheder. Du har en hands-on tilgang, og dit fokus er på at sikre en effektiv og professionel drift af enhedens forskellige teams.
Du har et digitalt mindset og er vant til at arbejde datadrevet. Dermed spiller du en særlig rolle i at styrke vores digitale tilstedeværelse – et arbejde der sker i et tæt samarbejde med en bred vifte af aktører, herunder særligt afdelingen Kommunikation og Presse, som står for content til Aarhus Universitets overordnede digitale kanaler.
Vi tilbyder et kreativt og sjovt arbejdsmiljø
Som chef for vores Events og Kommunikationsstøtte bliver du en del af et frit og kreativt miljø i smukke rammer på Trøjborg. Der er en imødekommende og sjov stemning, så selv om vi har travlt, er det rart at komme på arbejde.
Ansættelsesvilkår og yderligere oplysninger
Aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikere i Staten.
Stillingen er på fuld tid og er en fast stilling.
Arbejdsstedet er Events og Kommunikationsstøtte, Trøjborgvej 82-84, 8000 Aarhus C. Læs mere her.
Stillingen er forankret i Universitetsledelsens Stab, og du refererer til Stabschefen. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte stabschef Lisbeth Katborg Bjerre på telefon 9350 8235 eller mail likb@au.dk.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 18. januar 2024 (1. samtale) og 25. januar 2024 (2. samtale). Ansøgere i anden runde bliver bedt om at lave en NEO-PI-3 personprofiltest og vil skulle deltage i en samtale med en HR-partner om profilen den 22. eller 23. januar 2023.
Stillingen ønskes besat pr. 1. marts 2024 eller snarest derefter – og besættes som chefkonsulent med personaleansvar.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aarhus Universitet, Nordre Ringgade 1, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5955992