Bor du i Aarhus, vil du kunne opleve en opgradering af det kendte Køb & Hent-koncept i føtex. I Storcenter Nord vil et nyt køleskab - som også bliver Danmarks største - nemlig fremover danne rammen om den digitale service, så de handlende sparer tid, og indkøbsoplevelsen bliver endnu nemmere, fortæller varehuschef Michael Askgaard.
En SMS. Et tryk på skærmen. En lampe, der lyser. En låge, der åbner. Og så er du på vej hjem. Så nemt bliver det for aarhusianerne at hente deres indkøb fremover, når føtex i Storcenter Nord lancerer det nyeste skud på stammen i den digitale Køb & Hent-service: et nyt køleskab, som også bliver Danmarks største.
Danmarks største køleskab minder om de pakkebokse, man kender fra afhentningsløsninger af eksempelvis pakker. Men det adskiller sig især på ét punkt. Det er nemlig afkølet til fryser- og køleskabstemperatur, så varerne holder sig friske frem til afhentning. Som med den hidtidige løsning bestiller og betaler man blot online og kan derefter afhente sine varer på det valgte tidspunkt.
De handlende i Aarhus har allerede taget godt imod konceptet Køb & Hent, der for første gang kom til byen i september sidste år, fortæller Michael Askgaard, som er varehuschef i føtex Storcenter Nord. Derfor har forventningens glæde været ekstra stor op til dagen, hvor han endelig kunne vise den nye og opgraderede løsning frem til aarhusianere:
”Med det nye køleskab har vi fået en løsning, hvor alle mellemled er skåret fra. Så nu kan man i endnu højere grad bestille og afhente sine varer på ens egne præmisser - helt uden medarbejderkontakt eller risikoen for at skulle trave gennem en fuld butik eller stå i kø ved kassen. Det gør hverdagens indkøb endnu nemmere, og jeg har en stærk forventning om, at det vil falde i god jord,” fortæller Michael Askgaard.
Spar tid og lad børnene blive på bagsædet
Den nye løsning kommer især de mange travle aarhusianere og børnefamilier til gode. En undersøgelse foretaget af Userneeds på vegne af føtex viser, at 45 procent af den danske befolkning helst vil have indkøb overstået hurtigst muligt. Og derfor er den gode, hurtige indkøbsoplevelse en mærkesag i føtex:
”Hver dag arbejder vi for at gøre indkøbsoplevelsen bedre for Aarhusianerne. Og det nye køleskab er ingen undtagelse. Vi ved, at mange helst undgår at skulle købe ind i ulvetimen, men ofte er det netop dér, man har tid og mulighed for at komme afsted. På vej hjem efter arbejde og med børnene på bagsædet. Her er det opgraderede Køb & Hent-koncept helt oplagt, fordi man på et kort øjeblik kan vende snuden hjemad igen,” fortæller Michael Askgaard.
Om føtex Køb & Hent
føtex Køb & Hent er en digital service, hvor kunden bestiller og betaler sine dagligvarer online, og hvor føtex- medarbejdere plukker og pakker varerne i butikken, så kunden blot skal afhente varerne i sin lokale føtex. Kunden bestiller her, hvor føtex tilbyder samme sortiment og priser indenfor alle fødevarekategorierne, personlig pleje og rengøring, som kunden kan få i sin lokale føtex. Det vil sige kunden først vælger afhentningssted og herefter dagligvarer. Bestiller kunden inden kl. 10.00, så kan kunden afhente sine varer samme dag efter kl. 14.00. Dog kan kunden kun bestille 8 dage frem.
Det koster DKK 29,- at benytte føtex Køb & Hent.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen, der går under navnet Indkøbskurven, baserer sig på cirka 3.000 webinterviews af 18-75- årige danskere, og er indsamlet via Userneeds panel i perioden 3.-15. februar 2020. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse. Fuld repræsentativitet på de fire baggrundsvariable er sikret ved efterfølgende vægtning.
Undersøgelsens resultater kan findes her.