BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at lede en spændende og kompleks vidensorganisation? Kan du skabe de bedst mulige rammer for erhvervs- og samfundsvidenskabelig forskning og uddannelse af højeste kvalitet ved et af Danmarks bedste universiteter?
Vi søger en inspirerende og visionær dekan for Aarhus BSS med en solid forsknings- og ledelsesmæssig profil inden for erhvervs- og samfundsvidenskab. En dekan, der i samarbejde med ledere, medarbejdere og studerende kan realisere fakultetets og universitetets ambition om fortsat at skabe forskningsmæssige gennembrud, tilbyde uddannelser og samarbejde på højeste internationale niveau samt at bidrage væsentligt til løsninger på store samfundsudfordringer. Stillingen bliver ledig på grund af udløb af åremålsansættelse.
Aarhus Universitet er et universitet med forskning, uddannelse og formidling af højeste faglig kvalitet og med betydelig national og international gennemslagskraft. Universitet lægger desuden stor vægt på et tæt samarbejde med den offentlige sektor og erhvervslivet og tager medansvar for samfundsudviklingen. Universitetet er organiseret i fem fakulteter: Arts, Health, Natural Sciences, Technical Sciences og Aarhus BSS.
Om opgaven og ansvarsområdet
Dekanen for Aarhus BSS har det overordnede ansvar for at opbygge og videreudvikle fakultetet med fokus på forskning, uddannelse, høj faglighed, samarbejde med omverdenen og et motiverende arbejds- og studiemiljø. Sammen med fakultetsledelsen, som består af to prodekaner, seks institutledere og en administrationschef, skal dekanen sikre:
- videreudvikling af forskningsmiljøernes høje internationale niveau
- relevant udbud af forsknings- og udviklingsbaserede uddannelser med højt fagligt niveau og kvalitet
- organisatorisk sammenhængskraft og synergier mellem forskellige fagligheder
- velfungerende ledelsesteams og en ledelseskultur, hvor man lytter, inddrager og delegerer med fokus på at skabe gode betingelser for medarbejdernes arbejde med fakultetets kerneopgaver
- et inspirerende og udviklende arbejds- og studiemiljø, hvor medarbejdere og studerende trives og har de bedste forudsætninger for at kunne udleve deres potentiale
- interessevaretagelse og interaktion med eksterne parter, nationalt og internationalt
- det strategiske og politiske arbejde for at realisere fakultetets og universitetets ambitioner
- solid og langsigtet økonomistyring med fokus på at skabe økonomisk robusthed.
Om dig
Som dekan for Aarhus BSS skal du være anerkendt forsker og underviser inden for erhvervs- og samfundsvidenskab og have bred indsigt i universitetssektoren. Du skal ligeledes have solid erfaring med ledelse og organisering af akademiske miljøer, hvor du har skabt gode resultater gennem ledelse af ledere samt inddragelse af medarbejdere og studerende. Kendskab til universitetets virke, rammevilkår, struktur, kultur og samspil med eksterne parter er afgørende for succes i stillingen.
Du opleves som en motiverende og samlende leder, der forstår at lede en kompleks organisation med mange interessenter. Du er synlig i institutternes forskellige miljøer og geografier, holder af dialog - og lytter, inden du sætter retning og træffer beslutninger. Din kommunikation er klar og troværdig med respekt og ordentlighed i relation til andre. Du evner at forhandle, formidle og varetage fakultetets interesser, også i medierne. Personligt er du kendetegnet ved integritet, energi og godt humør.
Det er en forudsætning for fakultetets fortsatte akademiske succes, at alle talenters perspektiver, kompetencer og nysgerrighed sættes i spil. Vores nye dekan skal derfor have evne og vilje til at skabe et endnu mere inkluderende fakultetsmiljø med diversitet og ligestilling for medarbejdere og studerende.
Som dekan ved Aarhus Universitet skal du have interesse for og indsigt i nationale og internationale tendenser på fakultetets forskellige fagområder. Du har strategisk overblik og kan sammen med fakultetsledelsen se muligheder og skabe resultater i prioriterede udviklingsaktiviteter og løbende forandringer, for eksempel i rammevilkår. Du evner at samarbejde på tværs af fakulteterne og se universitetet som én samlet institution med respekt for de lokale forhold og de faglige identiteter.
Om Aarhus BSS
Aarhus BSS er det erhvervs- og samfundsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet. Akronymet BSS er en forkortelse for Business and Social Sciences. Fakultetet huser seks institutter, der alle er internationalt anerkendte for deres uddannelser og forskning, samt en lang række internationalt anerkendte forskningscentre. Samling af alle de samfundsvidenskabelige discipliner under samme strategiske ramme har skabt en dynamisk og visionær organisation, der er fleksibel og udvikler sig i takt med samfundets behov for dygtige kandidater med de rette kompetencer.
Aarhus BSS har de anerkendte internationale akkrediteringer AACSB, AMBA og EQUIS, og er dermed triple crown akkrediteret. Uddannelsesporteføljen tæller højt anerkendte uddannelser inden for økonomi, erhvervsøkonomi, statskundskab, jura, psykologi og forretningsudvikling, samt en række efteruddannelser. Vores mission er at levere forskning og forskningsbaseret uddannelse af høj kvalitet inden for og på tværs af erhvervs- og samfundsvidenskabelige discipliner og at uddanne dygtige dimittender, som skal indgå i fremtidens arbejdsstyrke og skabe værdi for samfundet og interessenter.
Fakultetet beskæftiger ca. 1.200 medarbejdere (heraf ca. 200 ph.d.-studerende) og har ca. 10.000 bachelor- og kandidatstuderende, samt en årlig omsætning på ca. 1 mia kr. Fakultetet er organiseret i seks institutter: Institut for Økonomi, Institut for Virksomhedsledelse, Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, Juridisk Institut, Institut for Statskundskab, Psykologisk Institut, samt et Administrativt center. Mere information findes her.
Om ansættelsesprocessen
Proceduren før rektors beslutning om ansættelse tilrettelægges i overensstemmelse med universitetsloven og universitetets vedtægt, hvilket blandt andet indebærer, at der nedsættes en rådgivningsgruppe og et ansættelsesudvalg. Tiltrædelse forventes den 1. juli 2024 eller snarest muligt derefter. Stillingen besættes på åremålsvilkår og i henhold til overenskomst for akademikere i staten.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 13. maj 2024 (1. samtale) og den 23. maj 2024 (2. samtale), og ansøgere i anden runde deltager i en ledervurdering. Samtalerne gennemføres af et bredt sammensat ansættelsesudvalg med rektor som forperson.
Ansøgninger vedhæftes CV, inkl. publikationsliste, undervisningsportfolio og ledelseserfaring. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte rektor Brian Bech Nielsen (telefon 2338 2349) og/eller ekstern rekrutteringspartner Henrik Elsig Andersen, Elsig Consulting (telefon 5127 1030).
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aarhus Universitet, Nordre Ringgade 1, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 29-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6018790