BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Institut for Biomedicin på Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, søger en dyrlæge til besættelse af begivenhedsbegrænset barselsvikarstilling i vores dyrestald og forsøgsdyrsenhed for gnavere med start pr. 1. april 2024 eller snarest muligt derefter. Stillingen er en fuldtidsstilling og forløber indtil d. 31. april 2025 med mulighed for forlængelse.
Institut for Biomedicin prioriterer diversitet og godt arbejdsmiljø, da det er en forudsætning for banebrydende forskning. I et dynamisk og internationalt forskningsmiljø søger dedikerede medarbejdere ny viden inden for biomedicinske forskningsområder som infektion og inflammation, membraner, neurovidenskab og personlig medicin. Institut for Biomedicin leverer forskningsbaseret undervisning af højeste kvalitet og har blandt andet ansvaret for en stor del af medicinuddannelsen. Cirka 500 medarbejdere fra hele verden er ansat på instituttet, som huser moderne laboratorie-, core- og dyrestaldsfaciliteter. Engelsk er det foretrukne sprog i både laboratoriet, til møder og ved seminarer. Institut for Biomedicin har fokus på innovation, entreprenørskab og samarbejde med erhvervslivet, og adskillige forskere fra instituttet har etableret virksomheder, der udvikler nye lægemidler på et stærkt fundament af videnskabelig grundforskning. Du kan læse mere om instituttet her og om fakultetet her.
Dine arbejdsopgaver
Du skal i tæt samarbejde med kollegaer i dyrlægeteamet varetage tilsynsopgaver i stalden og rådgive forskere i forhold til projekter, dyrevelfærd og behandlingsstrategier. I forbindelse med kursusaktiviteter vil du sammen med det øvrige personale skulle varetage undervisningsforløb og forelæsninger. Kontakt til myndigheder i relation til varetagelse af dyreforsøgstilladelser mv. vil også komme på tale i varierende omfang. I dit daglige arbejde har du et tæt samarbejde med dyrlæger, dyrepassere og andre kompetente kolleger, samt med brugere og forskere i dyrestalden.
Dine opgaver vil primært bestå af:
- Rådgivning og klinisk bistand i forbindelse med opstart og gennemførelse af forsøg
- Undervisning
- Kvalitetssikring af driften
- Udvikling og implementering af dyrevelfærdsmæssige tiltag
- Overvågning af sundhedskontrollen i dyrestaldene
- Forsøgsdyrsteknisk assistance og praktisk hjælp i forbindelse med forsøgsudførelse
- Tæt samarbejde med forskere, forskningslaboranter/bioanalytikere m.fl.
- Myndighedskontakt i forbindelse med bl.a. dyreforsøgstilladelser og import og eksport
Du refererer til lederen af dyrestalden.
Dine kompetencer
Du er uddannet dyrlæge og har erfaring med forsøgsdyr, samt kursus i dyreforsøgskundskab. Det er en fordel, hvis du har erfaring med arbejde i dyreforsøgsenhed med gnavere.
Som person har du gode samarbejdsevner, er imødekommende og evner at bidrage til et godt arbejdsmiljø.
Vi forventer du taler og skriver flydende engelsk.
Spørgsmål til stillingen
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte lederen af dyreforsøgsenheden, Jakob Harslund tlf.: +45 9350 8631.
Arbejdsstedet er Institut Biomedicin, Høegh-Guldbergs Gade 10, 8000 Aarhus C, Danmark.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 8 og 9, 2024.
Ansættelsesgrundlag
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og relevant faglig organisation.
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning
- Curriculum Vitae
- Angivelse af uddannelse (kopi af relevante eksamensbeviser)
- Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet
Vi henviser til fakultetets Vejledning for ansøgere.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aarhus Universitet, Høegh-Guldbergs Gade 10, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5972717