BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Det rullende Universitet søger studerende fra Arts, Aarhus Universitet, der har lyst til at undervise og formidle sin faglige viden til gymnasieelever fra den 1. august 2024. Stillingen som underviser er et fagligt relevant studiejob, hvor du bliver en del af et stærkt socialt og fagligt netværk med studerende fra alle fakulteter på Aarhus Universitet.
Hvad er Det rullende Universitet?
Det rullende Universitet er et tilbud til gymnasieuddannelser, hvor studerende fra Aarhus Universitet overtager undervisningen af gymnasiets elever en hel dag. Det rullende Universitets formål er at give gymnasieelever en smagsprøve på den faglighed, man møder på et universitet samt at give dem et indblik i, hvordan det er at studere på universitetet.
Hvad får du ud af jobbet som underviser?
Du får trænet dine evner som kommunikator og vil få stor erfaring med at formidle din faglighed til forskellige målgrupper. Du vil få et andet perspektiv på din egen faglighed ved selvstændigt at udvikle et undervisningsforløb, der vil give gymnasieeleverne forståelse for det emne, du er optaget af. Du får selv indflydelse på, hvilket emne, du vil undervise i - vigtigst af alt er, at det er et emne, du brænder for at formidle videre.
Uanset hvilken uddannelse du kommer fra, er du meget velkommen til at ansøge, for det er ikke et krav, at dit undervisningsemne tager afsæt i et kendt gymnasiefag.
I dig skal gymnasieeleverne møde en studerende, der i øjenhøjde deler sine egne overvejelser om studievalg og som sætter gang i elevernes refleksioner om valg af uddannelse. Du vil få ansvaret for at give gymnasieeleverne et realistisk billede af, hvad det på mange måder vil sige at studere på universitetet, og du vil blive trænet i at facilitere den gode dialog om overgangen mellem gymnasium og universitet.
Hvor meget tid skal du afsætte?
Som det første skal du deltage i et formidlingskursus, så du får kompetence til at undervise gymnasieelever. Det er et krav for ansættelsen, at du deltager i hele kurset. Kurset forløber over to kursusgange og finder som udgangspunkt sted i Aarhus den 19. og 22. august. Ud over deltagelse på formidlingskurset forventes du at melde dig til undervisningsdage på gymnasierne. Du skal være indstillet på nogle lange dage - typisk afgang med bus fra Aarhus Universitet meget tidligt om morgenen og retur sidst på eftermiddagen.
Antallet af arbejdstimer pr. uge vil variere og er afhængig af, hvor mange undervisningsdage, du tilmelder dig, og om du herefter bliver udvalgt af gymnasierne til at undervise.
Dette betyder også, at der vil være nogle uger, hvor du vil arbejde 0 timer og andre uger, hvor du kan arbejde op til 10-12 timer. Dvs. alt fra 0 til 12 timer kan forekomme.
Der vil som udgangspunkt ikke være opgaver i maj og juni.
Er jobbet lønnet?
Ja! Stillingen som underviser er et fagligt relevant studiejob, og du bliver lønnet for din deltagelse i formidlingskurset samt for alle de dage, hvor du er ude og undervise med Det rullende Universitet.
Er du ph.d.–studerende, kan jobbet eventuelt indgå som en del af formidlings-/undervisningsforpligtelsen efter forudgående aftale med hovedvejlederen. Du bliver som udgangspunkt ikke aflønnet udover din løn som ph.d.-studerende.
Hvem kan ansøge, og hvad skal min ansøgning indeholde?
Alle studerende fra Aarhus Universitet kan søge stillingen som underviser ved Det rullende Universitet.
Din ansøgning skal indeholde:
- en overskrift, hvor navnet på din uddannelse fremgår
- nogle foreløbige tanker om et fagligt emne du gerne vil undervise i, hvordan du vil undervise, samt mulige forslag til en titel på dit faglige undervisningsemne (du skal regne med, at dit undervisningsmodul ude på gymnasiet varer ca. 90 minutter)
- en tydelig angivelse af, hvor mange ECTS du har opnået
- hvornår du forventer at afslutte din uddannelse
- begrundelse for at ansøge
- udskrift af dine eksamensresultater
- øvrige relevante oplysninger.
Skulle du have andre relevante kvalifikationer til jobbet, må du meget gerne anføre disse i ansøgningen. Vi forventer, at dit undervisningsemne også kan vække interesse hos elever med en faglig baggrund, der ligger langt fra dit eget faglige udgangspunkt, og at emnet vil kunne bruges på alle typer gymnasiale ungdomsuddannelser.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen er betinget af, at du er indskrevet som studerende på Aarhus Universitet. Det er ligeledes en betingelse for at varetage undervisningsopgaverne, at du aktivt har deltaget i hele formidlingskurset.
Ansættelse sker i henhold til overenskomsten for studenterundervisere ved universiteter m.v. indgået mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Studenteransattes Landsforbund samt Foreningen af Danske Lægestuderende.
Ansøgningsfrist
Alle ansøgninger skal være lavet online og modtaget senest den 5. maj 2024. Vi forventer at afholde samtaler i uge 20.
Har du spørgsmål?
Læs mere om Det rullende Universitet på dru.au.dk. Hvis du har spørgsmål til stillingen eller Det rullende Universitet, kan du henvende dig til projektleder Stinne Faldborg Jørgensen/Sine Bækgaard Madsen.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Faculty of Arts
Arts er et af fem hovedområder på Aarhus Universitet.
Arts bidrager til Aarhus Universitets forskning, talentudvikling, videnudveksling og uddannelser.
Med omkring 550 videnskabelige medarbejdere, 240 ph.d.-studerende, 9.500 bachelor- og kandidatstuderende samt 1.500 studerende på efter/videreuddannelse udgør Arts et stærkt og mangfoldigt forsknings- og uddannelsesmiljø.
Arts består af Institut for Kommunikation og Kultur, Institut for Kultur og Samfund og Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse. Enhederne huser hver især stærke fagmiljøer og danner udgangspunkt for interdisciplinær forskning og uddannelse.
Fagmiljøerne og uddannelserne på Arts indgår i internationale samarbejder og har et fælles mål om at bidrage til udviklingen af viden, velfærd og kultur i interaktion med det omgivende samfund.
Læs mere på arts.au.dk
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aarhus Universitet, Tåsingegade 3, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-05-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6028749