Brænder du for innovation, og har du erfaring med kommercialisering af medicinsk forskning? Har du en baggrund inden for bioteknologi, pharma eller lignende? Så har vi en sjælden mulighed til dig.
Aarhus Universitet (AU) markerer sig på en række områder i den danske og internationale forskningselite, hvor forskningsaktiviteterne genererer resultater af høj kvalitet. Med innovationshubben Kitchen har AU taget et stort skridt for at accelerere kommercialiseringen af vores akademiske arbejde, så vi i endnu højere grad kan bidrage til at løse de store udfordringer, som samfundet står overfor.
I Kitchen søger hundredvis af forskere og studerende hvert år hjælp til kommercialisering af deres akademiske arbejde. Vi hjælper dem bl.a. med at udvikle og formidle en solid forretningsmodel samt at sammensætte og kompetenceudvikle teamet omkring forretningsideen. I mange projekter bruger vi også IPR som redskab i kommercialiseringen. Endeligt har vi kolleger, der laver events, netværksaktiviteter og undervisningsprogrammer for husets brugere.
Den opslåede stilling består af tre kerneopgaver. Den ene er at drive og gennemføre kommercialisering af forskningsresultater, hvor du får ansvaret for din egen portefølje. Den anden er at være forretningsrådgiver for personer og teams, som arbejder med at kommercialisere deres forskning gennem etablering af en spinout-virksomhed. Den sidste kerneopgave består i at varetage de immaterielle rettigheder (IPR), som ofte knytter sig til projekterne – selvfølgelig i tæt samarbejde med vores dygtige jurister og patentagenter.
Du indgår i et alsidigt team bestående af erfarne forretningsudviklere med mange forskellige fagligheder, som alle brænder for universitetsbaseret innovation og iværksætteri. Alle er eksperter inden for deres felt og arbejder selvstændigt på et højt fagligt niveau.
Kvalifikationer og erfaring
Stillingen har primært fokus på lægemiddelområdet. Projekterne vil typisk komme fra Institutterne for Biomedicin, Klinisk Medicin, Kemi, Molekylærbiologi samt Bio- og Kemiteknologi. Da denne type projekter kræver nogle ret specifikke kompetencer, forventer vi, at du har:
- Studie- eller forskningsbaggrund inden for feltet
- Flere års relevant erhvervserfaring
- Kendskab til drug development og godkendelsesprocessen for lægemidler
- Erfaring med forhandling og interessenthåndtering
- Erfaring med iværksætteri betragtes som en stor fordel
- Ligeledes vil kendskab til patentprocesser og beskyttelse af IPR komme dig til stor gavn.
Primære arbejdsopgaver
- Håndtere egen portefølje af kommercialiseringsprojekter
- Modne og realisere forskningsprojekters kommercielle potentiale sammen med forskerne og eksterne partnere
- Vurdere potentiale i nye opfindelser og lægge en strategi for projekternes kommercielle udvikling og IPR-muligheder i tæt samarbejde med eksterne patentagenter
- Sikre opbygningen af de kommercielle færdigheder hos iværksætterteams og hjælpe dem med at udvide teamet med yderligere kompetencer og kapital
- Forhandle licens og andre aftaletyper i samarbejde med juridiske kollegaer.
Personlig profil
- Du har kommercielt drive og brænder for at se ideer blive til virkelighed
- Du er initiativrig, opsøgende og god til at skabe og vedligeholde menneskelige relationer på alle niveauer af en organisation
- Du arbejder struktureret, er omhyggelig og har gode mundtlige og skriftlige kommunikative kompetencer på dansk og engelsk. Meget skriftligt kommunikation vil foregå på engelsk
- Du er omstillingsparat, god til at håndtere uforudsete problemer og samtidig i stand til kontinuert at sætte dig ind i ny teknisk viden.
Vi tilbyder
Hvis du har de rette kvalifikationer, så har vi et spændende og meningsfyldt job til dig.
Dertil kommer, at vi tilbyder:
- En særlig mulighed for at arbejde med de stærkeste hjerner og de nyeste teknologier
- Gode muligheder for selv at tilrettelægge arbejdet og sætte dine færdigheder i spil
- En central placering i et spændende miljø med professionelle og engagerede kolleger
- Mange netværksmuligheder indenfor og uden for teamet.
Løn- og ansættelsesvilkår
Det er en fast fuldtidsstilling.
Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomsten for Akademikere i Staten (se overenskomsten her).
Afhængigt af din erfaring og kvalifikationer ansættes du som fuldmægtig på AC-skalaens basistrin med rådighedstillæg eller som special- eller chefkonsulent med aflønning efter overenskomstens bilag 4. Der vil være mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.
Du får reference til leder af Forretningsudvikling i Kitchen.
Vi har flekstid, hvilket giver gode muligheder for at få samspillet mellem arbejde og familieliv til at fungere optimalt.
Ved spørgsmål til stillingen kan leder af Forretningsudvikling Jonas Brandt kontaktes på mobil 20 44 21 91, e-mail jobr@au.dk.
Arbejdsstedet er Kitchen, Aarhus Universitet, Universitetsbyen 76, 8000 Aarhus C.
Ansættelsesprocessen
Alle ansøgninger skal være lavet online og modtaget senest d. 6. september 2026.
Første samtalerunde finder sted primo/medio september 2026.
Tiltrædelse: snarest muligt, senest 1. november 2026.
Du kan læse mere om Kitchen på https://kitchen.au.dk
Yderligere oplysninger om Aarhus Universitet kan ses på www.au.dk.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
FA Erhverv og Innovation (EI), Nordre Ringgade, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/5124ced0-81ea-4c39-8d4f-b66c7aaf0d1a