Coronapandemien har indtil nu begunstiget køkkenbranchen, og det har givet væksten et boost hos køkkenproducenten HTH. Det får nu HTH i Aarhus til at sætte jagten ind på medarbejdere til butikken.
En kombination af regeringens hjælpepakker, mere hjemmearbejde og begrænsede muligheder for rejser og andre aktiviteter har øget danskernes iver efter at give hjemmet – og ikke mindst køkkenet – et løft. Det har sat skub i køkkenbranchen i så høj grad, at HTH i Aarhus nu leder med lys og lygte efter kvalificerede medarbejdere til butikken.
"Kort tid efter coronapandemien havde nået de danske grænser, gik rekordmange danskere på indkøb efter deres drømmekøkken. Af den grund er vi nu på udkig efter dygtige folk, der kan hjælpe os med at fastholde vores høje serviceniveau," siger Thue Madsen, der er butiksansvarlig hos HTH i Aarhus
Kamp om de dygtigste medarbejdere
I 2020 blev der ansat over 150 nye medarbejdere i HTH-butikkerne for at følge med den øgede efterspørgsel, og nu indleder køkkenbrandet 2021 med at efterlyse mere end 50 nye medarbejdere alene i Danmark. Det er en udfordring medgiver ledelsen, men den gode stime kan og skal fortsætte:
"Vi har behov for at tiltrække de mest talentfulde medarbejdere, og det er en udfordrende opgave, som vi skal kæmpe for at løse. Men vi har branchens nok allerbedste uddannelsesforløb både for trainees og køkkeneksperter, så vi tror på egne evner og at vi står en tand bedre end konkurrenterne", siger Jesper Gylling Olsen og uddyber:
"Som en af de største aktører kan vi tilbyde vores nye medarbejdere en helt anden individuel udvikling i HTH-regi. Ofte ser vi, at vores køkkeneksperter starter i Danmark og dernæst fortsætter karrieren på et af vores eksportmarkeder."