Idrætssamvirket står foran at skulle igangsætte et pilotprojekt, der har til formål at hjælpe idrætsforeningerne i Aarhus med at blive en del af den grønne omstilling i samfundet. Derfor søger vi en udadvendt konsulent, der kan implementere bæredygtige tiltag i foreningerne.
Du skal være vores forandringsagent, der identificerer de bæredygtige potentialer i forskellige foreninger og efterfølgende gennemføre dem i samarbejde med de frivillige. Det kræver, at du er vidende omkring den grønne omstilling men samtidig også kan skabe forandring og implementere nye tiltag, der efterlader foreningerne med en mere grøn profil.
Vores nye kollega er optaget af bæredygtighed og den grønne omstilling og har erfaring med at arbejde indenfor dette felt. Samtidig er du en konsulent, der formår at skabe følgeskab, forandring og adfærdsændring hos frivillige ildsjæle.
Vi leder kort sagt efter dig, der har en stor viden og faglighed indenfor bæredygtighed kombineret med at være en dygtig konsulent, som har erfaring i at arbejde med forandring og adfærdsændringer.
Dine primære arbejdsopgaver:
Opsøgende konsulentarbejde: Du er proaktiv i kontakten med idrætsforeningerne, og formår at gøre den grønne omstilling nærværende, relevant og anvendelig for foreningen.
Facilitering af grøn omstilling: Du bruger din faglige viden om bæredygtighed til at identificere hver idrætsforenings potentiale for grøn omstilling. Du kan gøre det komplekse simpelt og overbevise de frivillige om værdien af bæredygtige tiltag.
Adfærdsændring og nudging: Du kan eksekvere og rulle bæredygtige tiltag ud i praksis, og arbejder bl.a. med nudging, designprincipper, forandringsteori og adfærdsændringer.
Rådgivning og relationer: Du formår at understøtte med rådgivning om grønne løsninger og formidle relevant viden om bæredygtige tiltag, som kan styrke foreningens grønne profil.
Selvstændig projektstyring: Du driver projektledelsen og sikrer fremdrift i opgaverne. Du arbejder struktureret og systematisk med dine aftaler og følger altid op på de kontakter, du har skabt.
Hvem er du?
Vi forventer, at du har en videregående uddannelse, men kan se mange forskellige baggrunde for at passe ind i stillingen.
Vi forventer desuden, at du i dit CV kan pege på relevant erhvervserfaring inden for bæredygtighed og konsulentarbejde, og formår at oversætte hvordan disse erfaringer er relevante for stillingens krav.
Som person er du kendetegnet ved at have en oprigtig interesse for grøn omstilling og kan skabe begejstring for emnet hos dine samarbejdspartnere. Du finder energi i at arbejde som konsulent og kan derfor nikke genkendende til at være:
Ekstrovert og energisk: Du får energi af menneskelig kontakt og trives med at dele idéer og inddrage andre. Din entusiasme for grøn omstilling smitter af på dine omgivelser, og du mister ikke modet, hvis en dør i første omgang er lukket.
Relationel og udadvendt: Du er karismatisk og skaber hurtigt tillid. Du er empatisk og lytter aktivt til de frivilliges behov, så de føler sig set og hørt, før du præsenterer løsningerne.
Gennemslagskraftig: Du er oprigtig og troværdig. Du kan præsentere scenarier med passion og overbevisning uden at virke påtrængende.
Robust og vedholdende: Da du arbejder med forandringsprocesser, vil du opleve modstand. Du har et indre drive, der gør, at du bliver ved med at tro på projektet og finder nye veje, når momentum udebliver.
Struktureret: Du besidder en høj grad af selvdisciplin og formår at arbejde målrettet med dine egne ansvarsområder, så deadlines og mål altid indfries.
Det er en fordel, at du har kendskab til idrætssektoren, men bestemt ikke noget krav, da dine kompetencer indenfor bæredygtighed og som konsulent vægter tungere end branchekendskab. Du har dog forståelse for arbejdet med frivillige, og arbejdet i en politisk ledet organisation.
Vi tilbyder dig
Du får en unik mulighed for at sætte dit præg på, hvordan idrætten i Aarhus bidrager til den grønne omstilling. Vi er et engageret team, der bakker hinanden op, og du vil altid have kollegaer at sparre med, selvom du driver dine opgaver selvstændigt.
Du bliver en del af et kontor, hvor vi løfter i flok, og du må derfor også forvente at hjælpe til ved Idrætssamvirkets øvrige projekter og arrangementer. Vi tilbyder en høj grad af fleksibilitet og frihed under ansvar. Du får gode muligheder for personlig udvikling i et uformelt og socialt arbejdsmiljø.
Dit arbejdssted er vores kontor i Vester Allé i Aarhus. Da du arbejder med frivillige, skal du forvente en del mødeaktivitet ude i foreningerne – herunder også om eftermiddagen og aftenen. Du får dermed også et stort netværk blandt frivillige ildsjæle i det aarhusianske foreningsliv.
Stillingen er en nyoprettet 3-årig projektstilling, der primært er finansieret via fondsstøtte. Der vil være mulighed for forlængelse, såfremt det i fællesskab lykkedes at fundraise yderligere.
Ansøgning
Hvis du er klar til at blive en del af holdet og motiveres af udsigten til at arbejde med grøn omstilling af idrætten i Aarhus, ser vi frem til at modtage din ansøgning, hvor du beskriver din motivation.
Send din ansøgning til mbo@isaarhus.dk inden søndag den 15. februar 2026 kl. 12.00.
Stillingen ønskes besat pr. 1. april 2026.
Vi tilbyder en, løn der modsvarer jobbets indhold, ansvar og krav.
Vi forventer at afholde første runde af samtaler den 18.-20. februar, og anden runde den 24. og 25. februar. Mellem første og anden runde vil der blive indhentet referencer efter aftale med dig.
Spørgsmål til stillingen kan rettes til sekretariatschef Martin Borch på tlf. 29 16 09 18 eller mail: mbo@isaarhus.dk.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde aftenarbejde weekendarbejde skiftende arbejdstid
-Arbejdsgiver:
IDRÆTSSAMVIRKET ÅRHUS, Vester Allé, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-02-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/93d586b5-6ebd-4d30-961d-c7cbe7d7b196