BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Brænder du for effektiv ressourceudnyttelse og stabil styring af økonomien til glæde for borgere og medarbejdere? Rusmiddelcenter Aarhus (RCA) søger en stærk faglig profil til at stå for centrets økonomistyring og ledelse af vores administrationsteam på 5 personer. Stillingen besættes 1. oktober 2024 eller snarest muligt. Du arbejder på vores adresse Sumatravej 3, 8000 Aarhus C.
Rusmiddelcenter Aarhus er Aarhus Kommunes gratis rådgivnings- og behandlingstilbud til borgere, der har stof- eller alkoholproblemer. Centret har et samlet, årligt budget omkring 64 mio. kr. og rummer 100 årsværk fordelt på 120 stillinger. Udover den faste drift er vi tillige aktiv samarbejdspartner og udfører på flere projekter og opgavefællesskaber omkring rusmiddelområdet, herunder et tæt, kommende samarbejde med psykiatrien om fælles borgere.
Om jobbet
Stillingen som økonomimedarbejder med ledelsesansvar for Administrationen giver dig en central position i centeret, hvor du er tæt på driften og tæt på ledelsesbeslutningerne. I samarbejde med centerchefen sikrer du en stabil økonomisk styring, så RCA kan yde den bedst tænkelige behandling for borgerne. Du sidder med overblikket og styrer med fast hånd budgetter og opdateringer i NemØkonomi og sparrer med ledergruppen om økonomisk råderum og muligheder.
En mindre del af stillingen er ledelse af vores velfungerende administrationsteam, der pt. er på 5 medarbejdere, herunder en bogholder. Teamet løser opgaver inden for økonomi, løn- og personaleadministration, it og telefoni, dataunderstøttelse, økonomisk styring af behandlingsforløb for borgere samt mindre serviceopgaver på centerets 3 adresser.
Teamets medarbejderne er langt henad vejen selvkørende og løser deres opgaver på et højt fagligt niveau i tæt samarbejde med centrets behandlende personale og ledere. Dette giver dig mulighed for at fokusere på økonomiopgaven og derefter arbejde dig ind i stillingens ledelsesaspekt og øvrige opgaver henad vejen.
Du har blik for, at dine egne og teamets bidrag har betydning for løsningen af hele centerets kerneopgave og behov. Derfor interesser du dig også for centerets øvrige afdelinger, deres vilkår og den udvikling, vi sammen arbejder for at opnå.
Dine opgaver
- Stillingens hovedopgave er budgettering og økonomistyring i NemØkonomi, herunder økonomistyring af vores projekter.
- Styring af prissætning/refusioner på vores ydelsesområder under hensyntagen til lovgivning i tæt dialog med administrativ medarbejder og socialfaglige kolleger.
- Bindeled til økonomiafdeling i magistratsafdelingen om afrapportering, prioriteringer, besvarelse af spørgsmål mm. Tovholder for tilpasninger i LOS og økonomistruktur.
- Løbende opdatering og sparring af centerchef om økonomisk udvikling og muligheder.
- Personaleleder for administrationsteamet, hvor du fungerer som sparringspartner for de enkelte medarbejdere med hver deres specielle funktioner og stiller udviklingsorienterede spørgsmål til de løsningsmodeller, vi anvender i dag.
Din profil
Vi forventer, at du:
- Har en relevant uddannelse med fokus på økonomi. Det kunne være inden for administration, regnskab, revision eller økonomistyring. Du er i hvert fald skarp til tal og meget glad for excel.
- Har praktisk erfaring med kommunal økonomistyring – gerne NemØkonomi og allerhelst fra Aarhus Kommune. Alternativt har du flere års praktisk erfaring fra en større organisation med kompleks økonomi og er indforstået med at skulle ”omskoles” til NemØkonomi.
- Har faglighed til at indgå i en kvalificeret dialog med økonomerne i kommunes centrale forvaltning.
- Har analytiske evner til at skabe overblik og sammenhæng, samtidig med at du pragmatisk finder løsninger ud fra det muliges kunst i en politisk styret forvaltning. Du veksler mellem at tænke strategisk og løse praksisnære opgaver i driften.
- Er indstillet på at sætte dig ind i lovstof (med hjælp fra socialfaglige kolleger) inden for vores ydelsesområde og forvaltningsfelt samt tilegne dig viden om hele teamets opgavefelt på et overordnet niveau.
- Er tilpas med at have en central rolle i RCA og formulerer dig klart og pædagogisk skriftligt og mundtligt til relevante samarbejdspartnere både internt og eksternt.
- Er tryg ved at færdes på en arbejdsplads, hvor vi møder udsatte borgere med komplekse problemer.
I forhold til ledelsesopgaven forventer vi, at du:
- Enten har forudgående erfaring med personaleledelse eller har lyst til at afprøve rollen som leder for et mindre team.
- Ved at din vigtigste ledelsesopgave er at få det bedst frem i dine kompetente medarbejdere og være tilgængelige for dem ifht. sparring ved dilemmaer, kommunikationsopgaver og lignende.
- Går glad på arbejde, udviser menneskeligt overskud og har fokus på godt arbejdsmiljø med høj social kapital og samtidig med høj faglig kvalitet og produktivitet.
Derfor skal du vælge os
Vi tilbyder:
- Et udfordrende og spændende arbejde, hvor din indsats ses og mærkes.
- Afvekslende arbejdsopgaver og et godt samarbejdsmiljø.
- Du bliver en del af et velfungerende lederteam med centerchef og afdelingsledere.
- Et team af erfarne medarbejdere, der har blik for udvikling af de administrative opgaver.
- Planlagt introduktionsprogram, onboarding/ledermentoring fra en af dine lederkolleger samt introduktion fra din kontaktperson i magistratens økonomiafdeling..
- Den kommunale lederuddannelse kan indgå i din ledelsesmæssige udvikling, hvis det har din interesse.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast stilling med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer med tiltrædelse 1. oktober 2024 eller snareste muligt. Du arbejder primært fra dit kontor på Sumatravej 3A, men kan også have opgaver på vores 2 øvrige adresser i Aarhus C.
Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Hvis du vil vide mere
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til centerchef, Helene Bygholm Risager på telefon 2920 8403. Læs mere om RCA på vores hjemmeside her.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfristen er onsdag den 21. august 2024. Vi forventer at afholde første samtalerunde den 26. august og anden samtalerunde 27. august 2024. Sammen med ansøgning og CV skal du vedlægge relevante referencer, eksamensbeviser samt øvrige, relevante bilag.
Om os
Rusmiddelcenter Aarhus er Aarhus kommunes gratis rådgivnings- og behandlingstilbud til voksne (over 18 år), der har et alkohol- eller stofproblem. Rusmiddelbehandlingen er tværfaglig og består ofte af både en social-, sundheds- og lægefaglig indsats. Behandlingstilgangen er evidensbaseret og består af både kognitiv terapi, social-, sundheds- og lægefaglig behandling. Behandlingen foregår i tæt samarbejde med pårørende og andre kommunale og regionale indsatser. RCAs kerneopgave er at bidrage til forandring af stof- og alkoholrelaterede udfordringer. Vi er 120 medarbejdere i RCA.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads. 28.000 professionelle og passionerede kollegaer arbejder hver dag for, at vi er en god by for alle. Som ansat i Aarhus Kommune gør du visioner til virkelighed og skaber udvikling, fællesskab og trivsel. Her er der respekt for faglighed, plads til mangfoldighed og mulighed for udfoldelse. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aarhus Kommune, Sumatravej 3A, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 21-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6090213