Så stort er udbuddet af små ejerlejligheder i landets største studiebyer

Profilbillede
dato

Udbuddet af ejerlejligheder under 75 kvadratmeter er på landsplan faldet med 40,3 procent under coronakrisen, viser de nyeste tal fra Boligsiden. Der er således væsentligt færre lejligheder at vælge mellem, hvis man går med planerne om forældrekøb.

Lige nu er mange unge godt i gang med at søge ind på landets videregående uddannelser, som har studiestart efter sommerferien.

Det betyder, at flere derfor også inden længe begynder at lede med lys og lygte efter en passende lejlighed til en SU-venlig husleje, og for flere forældre giver det anledning til at overveje at købe en lejlighed, som deres barn kan leje.

I den forbindelse har cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm kigget nærmere på Boligsidens aktuelle tal for udbuddet af ejerlejligheder på mindre end 75 kvadratmeter, som er den oplagte type bolig for forældre at købe til sit barn i studietiden:

"Når vi kigger på udbuddet det seneste år, har der været en hype og rift om boliger generelt set – og det gør sig også gældende for de mindre ejerlejligheder. Her har vi set et væsentligt dyk på 40,3 procent i antallet af små lejligheder til salg på landsplan i april 2021 sammenlignet med samme måned sidste år," fortæller Jens Nyholm og uddyber:

"Det skyldes naturligvis den store efterspørgsel på boliger, vi har set under coronakrisen, hvor flere gunstige forhold som eksempelvis det rekordlave renteniveau og en øget friværdi i boligerne har været med til at sætte gang i handlerne. Forældre, der gerne vil købe en lejlighed til deres børn og således hjælpe dem ind på boligmarkedet, har således langt færre at vælge mellem i år sammenlignet med sidste år."

Udbuddet er faldet mest i Aarhus og København
Blandt landets største studiebyer har udviklingen været mest markant i Aarhus og København.

I Aarhus er antallet af lejligheder under 75 kvadratmeter til salg faldet med hele 57,4 procent, mens der tilsvarende er sket et fald på 53,3 procent i København under coronakrisen.

"Skal man ud at købe en lejlighed til sit barn, der skal starte studie i Aarhus eller København efter sommerferien, står man i en markant mindre gunstig situation, end hvis man sammenligner med situationen for et år siden," forklarer Jens Nyholm og fortsætter:

"Samtidig må man i disse to byer også forvente at skulle have den store pengepung frem, hvis man skal matche det nuværende prisniveau. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på realiserede handler er nemlig ifølge tal fra Boligsiden steget med hele 19,7 procent i København by og 18,4 procent i Aarhus, når vi sammenligner april i år med sidste år," siger Jens Nyholm.

Også i Aalborg og Esbjerg er udbuddet faldet, hvor man i Aalborg har 43,4 procent færre lejligheder under 75 kvadratmeter at vælge mellem, mens der er 20 procent færre i Esbjerg.

Udbuddet er dog steget i Odense
I den modsatte ende af skalaen ligger Odense, som er den eneste af de fem største studiebyer, hvor udbuddet er steget sammenlignet med samme periode sidste år.

Her er udbuddet steget fra 55 til 64 lejligheder under 75 kvadratmeter svarende til 14,1 procent.

"Odense er den eneste studieby, hvor der er et større udvalg af mindre ejerlejligheder. Det er ligeledes i Odense, at kvadratmeterprisen er steget mindst blandt de fem byer med prisstigninger på 7,3 procent, og det er således også her mulighederne er bedst, hvis man sammenligner med samme periode sidste år," slutter Jens Nyholm.

Udbud af ejerlejligheder under 75 kvadratmeter
April 2020 April 2021 Procentvis forskel

Kilde: Boligsiden

Kilde: Spar Nord