BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Kunne det være interessant for dig at stå i spidsen for en effektiv og professionel administrativ understøttelse af forskning og undervisning, og trives du i en omskiftelig hverdag, hvor du har kontakt med mange samarbejdspartnere? Så kan du være den nye sekretariatsleder, vi leder efter.
Sekretariatslederen udfylder en central strategisk og administrativ funktion og bidrager ind i det overordnede ledelsesarbejde på instituttet. Sammen med institutlederen, de to viceinstitutledere og fire sektionsledere er sekretariatslederen en del af instituttets daglige ledelsesteam.
Forventet startdato og varighed
Der er tale om en varig stilling med start den 1. februar 2024 eller snarest muligt. Jobbeskrivelse
Som sekretariatsleder er du personaleansvarlig for sekretariatets fem medarbejdere og er ansvarlig for en professionel og effektiv sekretariatsbetjening af instituttets medarbejdere.
Du koordinerer, uddelegerer og leder opgaver på institutniveau i relation til administration og daglig drift, f.eks. understøttelse af uddannelser, forskning, udvalgsbetjening, ansættelser, m.m.
Du bistår instituttets ledelse med f.eks. udvalgsopgaver og fungerer som instituttets repræsentant i fakultetet i forbindelse med administrative spørgsmål på fakultetet. Det forventes desuden, at du indgår i et eller flere af instituttets udvalg som ledelsesrepræsentant.
Du vil indgå i et netværk med sekretariatslederne fra de tre øvrige ingeniørinstitutter, og det forventes desuden, at du bidrager aktivt til tværgående samarbejder og netværk med fakultets øvrige institutter, administration og fakultetssekretariat.
Som sekretariatsleder refererer du til institutlederen. Du får en varierende arbejdsdag med en høj grad af selvstændighed, ansvar og ledelsesmæssigt handlerum. Du vil få en stor kontaktflade og indgå i et professionelt og internationalt arbejdsmiljø.
Din profil
Du har en relevant uddannelsesbaggrund og gerne erfaring fra universitetsområdet og/eller erfaring med administrativ ledelsesbetjening. Du har stærke analytiske evner, strategisk sans, gennemslagskraft og tager gerne initiativ. Du kan bevare ro og overblik i en travl og varierende hverdag. Du besidder en høj grad af selvstændighed, er løsningsorienteret og har sans for at planlægge og prioritere.
Som leder er du lyttende, motiverende, god til at samarbejde, tager ansvar og sætter retning. Du er desuden en stærk kommunikator på dansk og engelsk i både skrift og tale og vil let kunne begå dig i et internationalt miljø.
Hvem vi er
Sekretariatet er omdrejningspunktet for mange typer af henvendelser og opgaver og understøtter løsninger inden for forsknings- og uddannelsesområdet og samarbejder med ledelse, medarbejdere og fakultet. Sekretariatet betjener primært medarbejdere i instituttet og fra den 1. november varetager sekretariatet også betjeningen af medarbejdere fra ingeniøruddannelsernes Adgangskursus.
Institut for Byggeri og Bygningsdesign er ét ud af fire ingeniørinstitutter, som blev oprettet pr. 1. januar 2021 som et resultat af AU’s omorganisering af ingeniørområdet. Vi beskæftiger ca. 100 medarbejdere i alt og arbejder med forskning og uddannelse af både civilingeniører (bachelor/kandidat), diplomingeniører og ph.d.-studerende inden for instituttets faglige områder. Du kan læse mere om vores institut her.
Hvad vi tilbyder
- Et velfungerende institut med ca. 100 medarbejdere og ca. 1000 studerende fordelt på 4 uddannelser.
- Et godt arbejdsmiljø med tætte arbejdsrelationer, sociale aktiviteter og netværksaktiviteter
- En arbejdsplads præget af professionalisme, lighed og en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv
Arbejdssted og ansættelsesområde
Arbejdsstedet er Inge Lehmanns Gade 10, 8000 Aarhus C og ansættelsesområdet er Aarhus Universitet med tilhørende institutioner.
Kontakt information
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: Institutleder, Mikkel K. Kragh, 3116 7999, mkk@cae.au.dk.
Deadline
Alle ansøgninger skal være modtaget senest den 9. november 2023.
Formalia
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og den relevante organisation.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aarhus Universitet, Inge Lehmanns Gade 10, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 09-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5917017