BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du søstærk, og har du kendskab til sejlads eller nationale og internationale sejlmønstre? Har du en god fysik, og har du mod på at kravle i små rum på skibe og i havne? Og vil du være med til at forhindre illegal import og beskytte borgere og virksomheder mod farlige og sundhedsskadelige varer? Så er jobbet i Toldstyrelsens maritime kontrolenhed måske noget for dig.
Kontrol til søs i hele Danmark
Du bliver en del af Toldstyrelsens maritime kontrolenhed, som har ansvaret for at kontrollere skibe, lystfartøjer og lignende langs kyster og i havne i hele landet. Opgaven er en vigtig del af Toldstyrelsens arbejde med at opretholde en stærk toldkontrol og beskytte det danske samfund mod illegal indførsel af varer som narkotika, våben og miljøfarlige stoffer ad vandvejen. Som medarbejder i den maritime kontrolenhed får du en bred berøringsflade såvel internt i organisationen som eksternt på tværs af faggrænser, myndigheder og organisationer.
Du vil som medarbejder i den maritime kontrolenhed få en afvekslende og uforudsigelig arbejdsdag med et højt aktivitets- og serviceniveau. Din overordnede opgave bliver at kontrollere skibe såvel over som under vandlinjen. Du skal derfor både kunne bevæge dig på skibet, hvor du kontrollerer rum, gemmer, containere og lignende, og kunne assistere ved kontroller med betjening af vores tekniske kontroludstyr.
Herudover vil du løse en bred vifte af arbejdsopgaver, som bl.a. omfatter:
- planlægning og tilrettelæggelse af kontrolindsatser på baggrund af analyser
- havnekontrol og grænseovervågning til søs
- kontrol af proviant og proviantering
- containerkontrol
- tværfagligt samarbejde med nationale og internationale myndigheder.
Fysisk god form og erfaring med told og samfundsbeskyttende kontrol
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men vi ser gerne, at du har erfaring med myndighedsopgaven og med told og samfundsbeskyttende kontrol.
Det er afgørende, at du:
- er imødekommende og samarbejder smidigt på tværs af organisation og faggrænser
- er søstærk og tryg ved at arbejde i det maritime miljø
- har veludviklede kommunikative kompetencer, såvel på skrift som i tale
- skaber værdifulde relationer på tværs af organisationer
- kan lede og gennemføre en kontrol sammen med dine kolleger
- læser, skriver og taler engelsk, men også gerne andre sprog, fx slaviske sprog, arabisk, svensk, norsk eller tysk.
Det er vigtigt, at du er motiveret for at uddanne dig på vores interne Toldakademi. Undervisningen foregår enten på fysiske kurser eller som e-læring. Du deltager også i sidemandsoplæring i din egen enhed, hvor refleksion over teori og praksis er en del af din uddannelse.
Vi sikrer effektiv toldkontrol
Toldstyrelsen har ca. 1.000 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I kontrolenhederne arbejder vi hver dag på at sikre det danske samfund mod ulovlige og farlige varer og på, at virksomheder og borgere betaler den korrekte told. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger i hele landet og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.
I den maritime kontrolenhed giver vi plads til, at vi hver især kan varetage den opgave, vi har ansvaret for. Vi er gode til at involvere og sparre med hinanden og forventer, at du bidrager til det tætte samarbejde. Vi har en fri tone og et stærkt sammenhold, hvor vi sørger for god overlevering og fleksibel arbejdsplanlægning.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning, CV og eventuelt yderligere materiale via linket ”Søg stillingen” senest torsdag den 14. september 2023.
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte funktionsleder Kristina Sjövik Mølgaard på telefon 72 37 38 82 hverdage kl. 13-15.
Vi forventer at holde samtaler i Aarhus fredag den 22. september 2023 og onsdag den 27. september 2023. Der kan indgå en case, personprofilanalyse og logisk test i ansættelsesprocessen. Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.
Tiltrædelse pr. 1. december 2023 eller hurtigst muligt.
Ansættelse sker under forudsætning af, at du af Politiets Efterretningstjeneste kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT (HEM), da du skal arbejde med klassificerede informationer og systemer.
Du vil blive ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Dit arbejdssted er Østhavnsvej 31, 8000 Aarhus C.
Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Aarhus, Østhavnsvej, Østhavnsvej 31, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=171747&DepartmentId=9411&MediaId=2872&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5899286