BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi kalder os en landsbyskole fordi alle lærere, pædagoger og ledere kender alle børn og fordi vi er stærkt forankret i lokalområdet. Men, vi nyder også at være tæt på alt, hvad Aarhus kan byde på af natur, erhverv og foreningsliv. Kan du se dig selv som leder af en veldrevet og mangfoldig skole med potentiale til mere? Så har vi en særdeles spændende skolelederstilling her!
Vi tilbyder et spændende skolederjob hvor:
- Du bliver mødt af en mangfoldig og glad børnegruppe med lyst til læring
- Du møder forældre der bidrager og tager ansvar
- Du møder en positiv og udviklingsorienteret medarbejdergruppe der vil børnene
- Din daglige arbejdsplads har både historiske og moderne rammer
- Du, i samarbejde med lederteamet, får mulighed for at sætte retning og skabe udvikling
- Du bliver del af Børn og Unge, som er i gang med at etablere en ny stærk skolesektor og lokale klyngesamarbejder
Om Læssøesgade Skole
Vi er en enestående skole, der kombinerer æstetisk og historisk arkitektur i vores udskolingslokaler, beliggende i den charmerende, historiske bygning på Læssøesgade. Samtidig har vi også moderne faciliteter i vores nyere bygning til indskolingen, omgivet af det indbydende grønne område ved Langenæsstien, ved enden af Åbenrågade. Således er vi en skole med på to matrikler, med hver sit særlige udtryk.
Med vores centrale beliggenhed har vi et væld af muligheder for at skabe varieret og spændende undervisning for børnene. Vi benytter de grønne områder og vandet tæt på Aarhus og inviterer gerne lokale erhvervsdrivende til at kigge forbi og give et indblik i deres fag og hverdag.
På Læssøesgades Skole tror vi på, at med ”kærlighed og kundskab bygges livet op”. Vores fundament er fællesskabet, hvor vi værner om tryghed, livsglæde, og betydningsfuldhed for hvert individ. Dette ses og mærkes ved vores arrangementer: musikfestivalen Læssøe på plænen, skakdag, venskabsklasser og trivselsdag i Mindeparken samt mange andre. Vi ønsker relationer, hvor vi trives med empati og ligeværdighed, og vi arbejder aktivt mod et mobbefrit miljø. Fagligheden er ikke blot boglig, men også kreativ, musisk, og med fokus på bevægelse, der styrker indlæringen.
Vi ønsker at skabe livsduelige borgere gennem en inspirerende undervisning og et miljø, hvor eleverne trives og oplever ejerskab. På Læssøesgades Skole er vi dedikerede til at styrke læringslysten, nysgerrigheden, og troen på egne evner hos hver enkelt elev.
Skolens lederteam består udover skoleleder af en pædagogisk leder for indskoling og SFO. En pædagogisk leder for mellemtrin samt en pædagogisk leder for udskoling. Du møder et forholdsvist nyt og meget engageret lederteam, som er optaget af det tætte samarbejde med lærere og pædagoger.
Vi har ca. 360 elever, hvoraf ca. 100 elever er i indskolingen. Der er 10 distriktsklasser, 10 specialklasser og 6 modtagerklasser.
Citat fra medarbejder: ”...alle børn på skolen er vores børn, vi hjælper hinanden”
Citat fra forældrerepræsentant: ”Det er en styrke, at vi er en mangfoldig skole fordi vi lærer at være tolerante over for os selv og andre. Du vil blive mødt af åbensindede børn, som er gode til at favne hinandens forskelligheder”.
Læssøesgade Skole er i klyngesamarbejde med Frederiksbjerg skole, dagtilbud og klub. Ambitionen med klyngesamarbejdet er at styrke det lokale tværfaglige samarbejde i et 0-18 års perspektiv. Klyngernes opgave er at fokusere på det lokale kontinuerlige samarbejde med børn, unge og familier. Som del heraf skal klyngerne styrke samarbejdet og de gode overgange for børn og unge mellem dagtilbud, skoler og tilbuddene i UngiAarhus. Der vil være mulighed for at hente god kollegial sparring fra dine kolleger i klyngesamarbejdet.
Om jobbet som skoleleder
Som skoleleder har du det overordnede ansvar for at definere skolens strategi og sikre, at den kommer ud og leve og virkeliggøres. Du skal drive skolens vedvarende udvikling og sikre trivsel blandt både børn og medarbejdere i dagligdagen. Det kræver en evne til at bevare overblikket og navigere inden for de fastsatte rammer.
En nøgleopgave i dit job er at formidle og integrere Børn og Unges fælles politiske og ledelsesmæssige visioner og beslutninger, så de giver mening i den lokale kontekst for Læssøesgades Skole.
Der ligger en vigtig opgave i at styrke elevtallet på skolen. Der er et potentiale for at øge antallet af distriktselever, der vælger Læssøesgade skole. Arbejdet med dette kommer også til at ske i samarbejde med skolelederen for Frederiksbjerg skole.
Herudover skal du fortsætte det gode arbejde, der allerede er lagt i vores tre indsatsområder. Der handler om:
- Elevfravær
- Faglig udvikling – kollegaobservationer, fagteam som stærkere læringsfælleskab, faglig progressionsfokus til læringskonferencer (vi ser allerede resultatet i elevernes afgangsresultater, der viser en markant stigende faglighed)
- Læringsmiljøer – med fælles tilgang til klasserumsledelse, rutiner og kodet rum
Der ligger også en opgave i fortsat at arbejde med sammenhængskraften og overgangen mellem skolens to matrikler (udskolingen på Læssøesgade og indskolingen ved Langenæsstien).
Om dig
Vi håber, at du kan genkende dig selv i nedenstående, som er de centrale forventninger vi har til dig:
Samlende og samskabende. Som leder skaber du følgeskab gennem inddragelse og samarbejde.
Relationelt stærk. Du er en person man har nemt ved at gå til. Du er god til at vedligeholde samt skabe nye relationer.
Udviklingsorienteret. Du ser potentiale og har mod på at udvikle, naturligvis med respekt for det eksisterende.
Nysgerrig på mangfoldigheden. Du har forståelse for den mangfoldige folkeskole og med en oprigtig nysgerrighed ser du muligheder i et 0-18 års perspektiv.
Nærværende og tilgængelig. Du er en synlig leder, der ser værdien i at være tæt på hverdagen for både børn, medarbejdere og ledere.
Krav til stillingen
Du er læreruddannet og har erfaring med ledelse fra skoleverdenen. Måske har du også en relevant lederuddannelse ellers er du klar på at supplere med en.
Hvis du ikke har erfaring med ledelse af ledere, har du potentialet til at tage det næste karriereskridt i den retning. Vi forventer at du har en grundlæggende forståelse og indsigt i økonomi og hvordan man driver en folkeskole.
Læs om #DetViGør i Børn og Unge:
Dagtilbud: Det Vi Gør (aarhus.dk)
Skole og fritid: Det Vi Gør (aarhus.dk)
Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber (aarhus.dk)
Ledelse: Ledelse (aarhus.dk)
Læs mere om os: Læssøesgade Skole
Løn og ansættelse
Der er tale om en fuldtidsstilling uden højeste tjenestetid. Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Skoleledere ansættes i Børn og Unge som tjenestemænd. Derudover indplaceres du efter gældende forhåndsaftale, som er indgået med Aarhus Skolelederforening.
Stillingen aflønnes aktuelt på trin 51 og ligger på ca. kr. 706.000 årligt. (ekskl. pension) årligt i nutidskroner.
Der indhentes børneattest samt straffeattest.
Vi håber, du kan starte den 1. maj. 2024.
Vi ser frem til at høre fra dig
Du sender os din ansøgning og bilag elektronisk senest den 3. marts 2024. Den 7. marts udvælger vi de kandidater, vi inviterer til samtale. Første samtalerunde afholdes den 12. marts fra kl. 12:30. Der medvirker HR konsulent i ansættelsesprocessen, hvor vi bruger kognitiv test og personlighedstest. Test og testinterview vil foregå enten den 14. eller 15. marts. Der indhentes referencer mellem første og anden samtalerunde. Anden samtalerunde afholdes den 21. marts fra kl. 15:30.
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Hvis du vil vide mere
.. er du velkommen til at kontakte Børn og Ungechef Stefan Møller Christiansen tlf. 6119 4496. Har du lyst til at kigge forbi til en kort rundvisning, er du velkommen til at kontakte konstitueret skoleleder Anne Aggerbeck Dybvad på tlf. 4185 7116.
I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum
Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet.
I Aarhus Kommune bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af hinanden og med hinanden på tværs af professioner, medarbejder- og ledelsesniveauer. Vi tror på, at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet, men de viser problemet. I Aarhus Kommune tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aarhus Kommune, Læssøesgade 24, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5986472