Strategisk kommunikations- og pressechef til Aarhus Universitet

dato

Vi søger en strategisk rådgiver, erfaren leder og fagligt fyrtårn tæt på universitetets øverste ledelse

Aarhus Universitet er en af Danmarks vigtigste vidensinstitutioner og en central samfundsaktør i en tid præget af hastige politiske, teknologiske og samfundsmæssige forandringer. Det stiller nye krav til universitetets evne til at analysere dagsordener, rådgive ledelsen, håndtere kritiske sager og udvikle klare positioner og budskaber – både internt og eksternt.

Derfor søger Aarhus Universitet en erfaren kommunikations- og pressechef, der kan stå i spidsen for en proaktiv, analytisk og rådgivende kommunikations- og presseenhed med 14 medarbejdere.

Vi søger en stærk leder og strategisk kommunikatør, der kan inspirere, motivere og udvikle medarbejdere, så de sammen med resten af Universitetsledelsens stab kan rådgive rektoratet og den samlede universitetsledelse sikkert og professionelt – også når tempoet er højt og kompleksiteten stor.

Om stillingen

Med stillingen får du en central og vigtig rolle, hvor du er med til at forme AU’s profil – både indadtil og ud i verden. Du vil sidde med om bordet ved de helt store dagsordener; fra politiske reformer over organisationsforandringer og strategiske satsninger til kritiske hændelser. Dermed skal du og din enhed mestre vekselvirkningen mellem drift, akutte sager og de proaktive og langsigtede dagsordener, såvel internt som eksternt. Det kræver stærk organisationsforståelse, tydelig ledelse og evnen til at omsætte komplekse, strategiske dagsordener til klar kommunikation, der skaber retning og mening.

Det er således din opgave - i tæt samarbejde med teamleder og medarbejdere - at udvikle enheden, så den bliver en styrket rådgivende kapacitet for universitetets øverste ledelse og organisationen som helhed, og du skal være med til at styrke samarbejdet med Analyse og Politik i Universitetsledelsens stab, så data, analyser og budskaber tænkes sammen fra start.

Det bliver også din opgave at sætte retning for universitetets samlede kommunikation. Du skal styrke samarbejdet med kollegerne i Events og Kommunikationsstøtte, som arbejder med events, marketing og branding, og med kommunikationsenhederne på universitetets fem fakulteter og Kitchen. Og du skal stå i spidsen for universitetets netværk for kommunikationsansvarlige, KOM-Forum, som gerne skal spille en endnu større rolle fremover.

Din profil

Du har solid erfaring med strategisk kommunikation, presse og ledelsesrådgivning - gerne fra en politisk ledet organisation, en vidensorganisation, en interesseorganisation, et ministerium, en offentlig institution eller en anden kompleks organisation med stor offentlig bevågenhed.

Du er en stærk rådgiver med politisk tæft, strategisk blik og sikker dømmekraft. Du kan skabe overblik i komplekse sager, se de væsentlige kommunikationsmæssige dilemmaer og omsætte analyser, interesser og risici til klare anbefalinger til ledelsen.

Samtidig er du en erfaren, tydelig og relationelt dygtig leder, der kan udvikle såvel specialister som generalister og skabe en fælles faglig retning. Du motiveres af at stå i spidsen for en enhed, hvor stærk rådgivning ikke kun er personbåret, men forankret i teamets samlede faglighed, metoder og samarbejde. Selv om du vil være tæt på de vigtigste dagsordener, vil du i rollen have fokus på at få andre på banen. Du skal være en spillende træner, der kan gå foran fagligt.

Du trives tæt på ledelsen og i sager med høj kompleksitet, korte deadlines og stor offentlig bevågenhed. Du har ro under pres, høj integritet og evnen til at skabe tillid – både opad, nedad og på tværs af organisationen.

Vi lægger vægt på, at du:

  • har stærk kommunikationsfaglighed og solid forståelse for medier, politik og organisationer
  • har erfaring med at rådgive topledelse eller øverste ledelsesniveau
  • er analytisk stærk og kan udvikle klare positioner, budskaber og handlemuligheder i komplekse sager
  • kan lede, prioritere og skabe følgeskab blandt medarbejdere og samarbejdspartnere
  • har blik for både den strategiske dagsorden og den konkrete eksekvering
  • kan udvikle arbejdsgange, metoder og samarbejdsformer, der styrker enhedens samlede rådgivningskraft og kommunikationsfaglige kompetencer
  • skriver og formidler sikkert, præcist og med sans for både substans, timing og modtager.

Kendskab til universitets- og forskningssektoren er en fordel, men ikke et krav. Det afgørende er, at du kan forstå og navigere i en kompleks vidensorganisation med mange interessenter, høj faglighed og stor samfundsmæssig betydning.

Din enhed

Du får ansvaret for Kommunikation og Presse, som består af to fagområder:
  • Presse og Public affairs
    Teamet arbejder med den løbende pressehåndtering, nyhedsformidling og krisekommunikation. Teamets medarbejdere følger politiske og strategiske dagsordener tæt med henblik på at hjælpe Universitetsledelsen med at udvikle centrale budskaber og positioner. Alt sammen med henblik på at styrke AU’s position og evne til at påvirke dagsordener i den politiske offentlighed og i samfundsdebatten.
  • Organisationskommunikation og ledelsesstøtte
    Teamet arbejder med strategisk intern kommunikation, særligt ledelseskommunikation og forandringskommunikation, og rådgiver ledere om samme. Opgaven er at skabe sammenhæng mellem universitetets strategiske retning, ledelsens kommunikation og organisationens forståelse, engagement og handlekraft. Området ledes af en teamleder, som refererer til kommunikations- og pressechefen.


En del af en større stab

Kommunikation og Presse er en del af Universitetsledelsens Stab, som yder politisk, strategisk og juridisk rådgivning til Universitetsledelsen med særligt fokus på bestyrelse, rektor, prorektor og universitetsdirektør.

Staben varetager tværgående opgaver for hele universitetet og spiller en central rolle i at sikre klare beslutningsprocesser og tydelig kommunikation internt og eksternt.

Staben er organiseret i fire enheder; Analyse og Politik, Kommunikation og Presse, Events og Kommunikationsstøtte samt Jura og Sekretariat. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med de øvrige enheder i Universitetsledelsens Stab og resten af organisationen, ligesom du sammen med de øvrige funktionschefer i staben og stabschefen udgør den samlede ledelses af afdelingen. Vi prioriterer den fælles ledelsesopgave højt og tænker fælles før enhed.

Du refererer til stabschef Lisbeth Katborg Bjerre.

Løn og ansættelsesforhold

Arbejdsstedet er Nordre Ringgade 1, 8000 Aarhus C.

Aflønning sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation (AC eller Dansk Journalistforbund). Du vil blive indplaceret som chefkonsulent med personaleledelse, hvis du har en AC-baggrund, og som chefkonsulent, hvis du er journalist.

Tiltrædelse snarest muligt og senest 1. oktober 2026.

Yderligere oplysninger

Kontakt stabschef Lisbeth Katborg Bjerre på 93 50 82 35 eller likb@au.dk.

Ansøgningsfrist: 16. august 2026


1. samtale forventes afholdt torsdag den 20. august og 2. samtale onsdag den 26. august. Der vil være et testforløb mellem samtalerne.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Aarhus Universitet, Nordre Ringgade, 8000 Aarhus C

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 16-08-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/9d405983-c0c6-4b5b-9df6-31b1663489e7

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler