BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du bidrage til en sikker drift og fortsat udvikling af it-supporten på Aarhus BSS? Kan du med et strategisk overblik styre teamets opgaveportefølje? Har du erfaring med og lyst til at lede et dedikeret team, som kan understøtte fakultetets kerneaktiviteter? Så er du måske vores nye teamleder.
Vi søger en ny teamleder til it-supporten på Aarhus BSS, som kan stå i spidsen for et team og et område i udvikling, og som sammen med kolleger og brugere skal være med til sætte den rigtige retning for it-supporten i de kommende år.
Opgaven og ansvaret
It-supporten på Aarhus BSS er en del af fakultetets it- og kommunikationsafdeling. Som teamleder for It-supporten indgår du derfor i ledelsesteamet i Aarhus BSS It & Kommunikation sammen med chefen for afdelingen og to andre teamledere. Du får ansvar for den daglige drift af it-supporten og personaleansvar for teamets 12 faste medarbejdere og ca. 50 studentermedhjælpere.
Du har ansvaret for at styre teamets opgaveportefølje og kan levere en driftssikker og effektiv it-support. Du er i stand til at opbygge gode samarbejdsrelationer internt i organisationen, og du kan begå dig på tværs af organisatoriske enheder og niveauer. Du er service- og handlingsorienteret, og du har fokus på at finde løsninger, der kan understøtte brugernes behov.
Teamet løser opgaver inden for it-support, udrulning og service af Windows- og Mac-platformene, drift- og support af AV- og streaminginstallationer i auditorier og undervisningslokaler, it-indkøb, eventstøtte og it-kurser, samt support af en række af applikationer.
Succeskriterier i jobbet er bl.a., at:
- du gennem synlig ledelse udvikler og motiverer teamets medarbejdere.
- du kan fungere som sparringspartner for funktionschefen i forhold til udvikling og fremtidssikring af it-supporten på Aarhus BSS.
- du sikrer, at it-supporten bidrager til en sammenhængende administration, der understøtter forretningens kerneaktiviteter.
Den rette person
Det er afgørende, at du er motiverende og empatisk, og vi lægger vægt på, at du er en synlig og nærværende personaleleder og faglig sparringspartner for medarbejderne i it-supporten.
Du har pragmatisk tilgang kombineret med en god forståelse for fakultetets kerneforretning, som du og dit team understøtter professionelt og responsivt.
Det er en forudsætning, at du har en it-faglig baggrund kombineret med relevant videreuddannelse og erfaring. Det vil desuden være en fordel, hvis du har prøvet kræfter med personale- og/eller faglig ledelse og gerne indenfor it-brugersupport.
Om Aarhus BSS It & Kommunikation
Aarhus BSS It & Kommunikation er en del af fakultetets administrative center, som understøtter fakultetets forskning og uddannelse med administrativ support inden for HR, ph.d.-administration, bygningsservice, økonomi, it og kommunikation, samt studieadministration og studenterservice.
It-supporten er et af tre teams i Aarhus BSS It & Kommunikation. Teamet har en fysisk helpdesk på hver af de tre geografiske lokationer (Universitetsparken, Fuglesangs Allé samt campus i Herning).
Du kan læse mere om fakultetet, herunder om fakultetets administration her https: //bss.au.dk/
Om ansættelsesprocessen
Ansættelsessamtaler gennemføres i to runder. Den første samtalerunde forventes afholdt i uge 46. Kandidater, der efterfølgende går videre til anden samtalerunde, forventes at deltage i en ledervurdering forud for anden samtalerunde, der forventes, afholdt i uge 47.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionschef Andreas Stilling Heuwinkel, mail: ah@au.dk, telefon: 20 22 05 20.
Hvis du har behov for hjælp til at uploade din ansøgning eller har spørgsmål vedr. rekrutteringsprocessen, bedes du kontakte kontorelev Line Greve Brunhøi, mail: lgb@au.dk
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og den relevante organisation. Der er tale om en 37 timers stilling med forventet tiltrædelse den 1. januar 2024 eller snarest derefter.
Arbejdsstedet er Bartholins Allé, 8000 Århus C.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aarhus Universitet, Bartholins Allé 10, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5926499