BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Da vi netop har gennemført en større intern rekruttering til et investeringsprojekt, har vi nu mulighed for at fastansætte 3 nye uddannelseskonsulenter med tiltrædelse pr. 1. februar 2024 eller snarest derefter.
Unge, Job og Uddannelse varetager de beskæftigelses-, uddannelsesrettede og sociale indsatser for borgere under 30 år. Ungecenter, Uddannelse og Aktivitet på Kalkværksvej i hjertet af Aarhus, står for den beskæftigelsesrettede indsats for de unge, der har udfordringer udover det at være ledige og som har behov for en koordineret og helhedsorienteret indsats.
Du vil som vores nye kollega komme til at indgå i en afdeling med fagligt dygtige og engagerede uddannelses- og virksomhedskonsulenter, der arbejder ud fra en fælles målsætning om at understøtte de unge til uddannelse eller beskæftigelse.
Vi lægger særligt vægt på, at du har gode samarbejdsevner, og at du befinder dig godt ved at være forankret i en organisation, hvor der er fokus på tværfaglige løsninger, som en væsentlig del i opgaveløsningen. Vi vægter lyst og evner til løbende at udvikle, at lære, lave fejl og bidrage til den fælles opgaveløsning. Sammen kan vi mere.
Dagligdagen er præget af et højt aktivitetsniveau og ikke mindst en til tider uforudsigelig hverdag. Dette kræver, at du er omstillingsparat, har en fleksibel indstilling til jobbet/ arbejdsopgaverne og kan håndtere at arbejde med komplekse problemstillinger – alt sammen med den unge i fokus.
Arbejdsopgaverne i jobbet som uddannelseskonsulent består primært af:
- At fungere som koordinerende sagsbehandler for den unge
- At udarbejde uddannelses- el. jobplaner for aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere under 30 år. Dette arbejde foregår i et tæt samarbejde og koordinering med virksomhedskonsulenter, uddannelsesinstitutioner, Ungdommens Uddannelsesvejledning, aktiveringssteder og andre relevante samarbejdspartnere
- At følge op på den unges forløb med et stærkt uddannelses- og beskæftigelsesrettet fokus
- At varetage myndighedsopgaver omfattende lovpligtige samtaler, rettidighed i tilbud/indsatser samt løbende registrering og dokumentation i fagsystemer
- At forberede sager, samt deltagelse i møder sammen med den unge hvis sagen skal forelægges kommunens rehabiliteringsteam. Dette med henblik på at der her tages stilling til den unges berettigelse til fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension
- Har lyst og mod på at bidrage med varetagelse af opgaver uden for myndighedsrollen, som fx virksomhedskonsulent, mødeleder til rehabiliteringsteamet, superbruger eller andre opgaver, der skal håndteres i centret.
Din profil:
Vi lægger vægt på, at du:
- Er uddannet socialrådgiver/socialformidler eller har en anden relevant beskæftigelseserfaring med området
- Har troen på, at en aktiv og virksomhedsrettet indsats er et virkningsfuldt element til selvforsørgelse
- Har fokus på at understøtte, at den unge selv tager ansvar for eget forløb
- Har fokus på at understøtte progression, så den unge hurtigst muligt kommer i uddannelse eller i beskæftigelse
- Deltager aktivt i at være med til at løfte i flok og at skabe resultater i afdelingen
- Kan bevare overblikket og evner at arbejde struktureret
- Kan påtage dig myndighedsrollen og arbejde selvstændigt
- Har lyst til at arbejde teamorganiseret og udvikle praksis i samarbejde med kolleger og ledelse
- Har let ved administrativt arbejde og er indstillet på kontinuerligt at tilegne viden om ny lovgivning, ændrede administrative arbejdsgange og ændringer i IT-systemer
- Har en god systematik, let ved at skabe overblik og er grundlæggende struktureret anlagt
- Evner at arbejde i en politisk styret organisation, hvor ny lovgivning ofte stiller krav til omstillingsparathed, højt fagligt niveau og personlig fleksibilitet
Derfor skal du vælge os:
- I Unge, job og Uddannelse får du en unik mulighed for at gøre en stor forskel for de unge i deres vej ind på arbejdsmarkedet
- Vi sætter den unge i centrum for indsatsen og arbejder målrettet med at understøtte den unge i at deltage aktivt og tage ansvar for eget liv
- Vi samarbejder med kolleger både i og uden for Unge, Job og Uddannelse og tager afsæt i koblingskompetencer og kuvertmodellen.
- Vi sætter faglighed højt bl.a. ved at tilbyde supervision til alle medarbejdere
- Vi arbejder ud fra Aarhus Kommunes virksomhedsstrategi og i tråd med kommunens værdier – Troværdighed, Respekt, Engagement og Sammenhæng.
- Alle medarbejdere tilbydes flekstidsordning
- Vi har et tæt samarbejde med de lokale virksomheder og er optaget af, at udvikle og kvalificere den virksomhedsrettede indsats for vores borgere via vores Virksomhedsstrategi, som er den styrende strategi i vores daglige arbejde.
Du kan læse mere om Aarhus kommunes beskæftigelsespolitik og virksomhedsstrategi på vores hjemmeside: https://www.aarhus.dk/demokrati/politikker-og-planer/erhverv-og-beskaeftigelse/
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst og lokale aftaler mellem HK/DS og KL. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Ugentligt timetal: Fuldtid
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til faglig koordinator, Julie Handberg på telefonnr. 4185 4450 el. faglig koordinator, Sofie Dyhr Lycke på telefonnr. 4187 3088
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgning vedlægges CV og eksamensbevis
Ansøgningsfrist: 18-12-2023
Ansættelsessamtaler afholdes d. 21. december 2023
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Leder- og medarbejderroller
I vedlagte link finder du de fælles Leder- og medarbejderroller i Aarhus Kommune:
https://aarhus.dk/job/den-attraktive-arbejdsplads/
De fælles leder- og medarbejderroller giver et blik på de forventninger, der stilles til dig, når du som leder eller medarbejder i Aarhus Kommune skal løse den fælles kerneopgave. Ved at synliggøre de forventninger, der stilles – om du er leder eller medarbejder – håber vi på, at vi sammen kan fastholde et godt arbejdsmiljø, en attraktiv arbejdsplads og en kultur med troværdighed, respekt og engagement
18-12-2023
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aarhus Kommune, Kalkværksvej 40, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5953434