BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Om jobbet:
Vi søger to nye uddannelseskonsulenter til Ungecenter Uddannelse og Aktivitet (UUA), med tiltrædelse 1. maj 2024 eller før, hvis muligt. Der er tale om en fast stilling samt et begivenhedsbestemt barselsvikariat – begge på 37 timer/uge.
Hvem er vi?
Unge Job og Uddannelse (UJU) varetager de beskæftigelses-, uddannelsesrettede og sociale indsatser for borgere under 30 år og består af i alt 5 ungecentre. Ungecenter Uddannelse og Aktivitet holder til på Kalkværksvej i hjertet af Århus, hvor vi arbejder med den beskæftigelsesrettede indsats for de unge, der har udfordringer udover ledighed og som har behov for en koordineret og helhedsorienteret indsats.
Ungecenter Uddannelse og Aktivitet består af i alt 115 medarbejdere fordelt på 5 afdelinger med hver sin afdelingsleder samt projekt Opgang til Opgang.
Du vil som vores nye kollega indgå i en afdeling med fagligt dygtige og engagerede uddannelses- og virksomhedskonsulenter, der arbejder ud fra en fælles målsætning om at understøtte de unge til uddannelse eller beskæftigelse.
Vi lægger særligt vægt på, at du har gode samarbejdsevner og du befinder dig godt ved at være forankret i en afdeling, hvor der er fokus på videndeling og samarbejde, som en væsentlig del i opgaveløsningen. Vi vægter lyst og evner til løbende at udvikle, lære, lave fejl og bidrage til den fælles opgaveløsning. Sammen kan vi mere – både i eget center og sammen med vores gode samarbejdspartnere i kommune, region og på virksomhederne. Vi arbejder ud fra et tillidsbaseret mindset, hvor troen på hinanden og især de unge er afgørende.
Dagligdagen er præget af samarbejde med unge, der har forskellige udfordringer, der kalder på kreativitet og fleksibel opgaveløsning.
Arbejdsopgaverne i jobbet som uddannelseskonsulent består primært af at
- fungere som koordinerende sagsbehandler for den unge
- udarbejde uddannelses- eller jobplaner for aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere under 30 år. Dette arbejde foregår i et tæt samarbejde og koordinering med virksomhedskonsulenter, uddannelsesinstitutioner, Ungdommens Uddannelsesvejledning, aktiveringssteder og andre relevante samarbejdspartnere
- følge op på den unges forløb med et stærkt uddannelses- og beskæftigelsesrettet fokus
- varetage myndighedsopgaver omfattende lovpligtige jobsamtaler, rettidighed i tilbud/indsatser, samt løbende registrering og dokumentation i fagsystemer (primært FASIT)
- forberede sager, samt deltagelse i møder sammen med den unge hvis sagen skal forelægges kommunens rehabiliteringsteam. Dette med henblik på at der her tages stilling til den unges berettigelse til fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension
- bidrage med varetagelse af andre opgaver uden for myndighedsrollen, som fx virksomhedskonsulent, mødeleder til rehabiliteringsteamet, superbruger eller andre opgaver, der skal håndteres i centret.
Din profil:
Vi lægger vægt på, at du
- er uddannet socialrådgiver/formidler eller har en anden relevant erfaring med myndighedsarbejde på beskæftigelsesområdet
- har troen på at en aktiv og virksomhedsrettet indsats, er et virkningsfuldt element til selvforsørgelse
- har fokus på at understøtte, at den unge selv tager ansvar for eget forløb
- har fokus på at understøtte progression, så den unge hurtigst muligt kommer i uddannelse eller i beskæftigelse eller afklares til andet forsørgelsesgrundlag
- deltager aktivt i at være med til at løfte i flok og skabe resultater i afdelingen og centret som helhed
- kan bevare overblikket og evner at arbejde systematisk og struktureret
- kan påtage dig myndighedsrollen og arbejde selvstændigt
- har lyst til at udvikle praksis i samarbejde med kolleger og ledelse
- har let ved administrativt arbejde og er indstillet på kontinuerligt at tilegne viden om ny lovgivning, ændrede administrative arbejdsgange og ændringer i IT-systemer
- er afklaret med at arbejde i en politisk styret organisation, hvor ny lovgivning ofte stiller krav til ændrede arbejdsgange.
Derfor skal du vælge os:
I Unge Job og Uddannelse får du en unik mulighed for at gøre en stor forskel for de unge i deres vej ind på arbejdsmarkedet
- Vi sætter den unge i centrum for indsatsen og arbejder målrettet med at understøtte den unge i at deltage aktivt og tage ansvar for eget liv
- Vi samarbejder med kolleger både i og uden for Unge Job og Uddannelse og tager afsæt i koblingskompetencer og kuvertmodellen. https://www.youtube.com/watch?v=pPIrcAQFF0M
- Vi arbejder ud fra Aarhus Kommunes virksomhedsstrategi og i tråd med kommunens værdier – Troværdighed, Respekt, Engagement og Sammenhæng.
- Vi har et tæt samarbejde med de lokale virksomheder og er optaget af, at udvikle og kvalificere den virksomhedsrettede indsats for vores borgere via vores Virksomhedsstrategi, som er den styrende strategi i vores daglige arbejde.
- Vi er en arbejdsplads hvor vi arbejder tillidsbaseret og med troen på hinanden og de unge
- Alle medarbejdere tilbydes flekstidsordning og supervision
Du kan læse mere om Aarhus kommunes beskæftigelsespolitik og virksomhedsstrategi på vores hjemmeside: https://www.aarhus.dk/demokrati/politikker-og-planer/erhverv-og-beskaeftigelse/
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst og lokale aftaler mellem HK/DS og KL. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Ugentligt timetal: Fuldtid
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til faglig koordinator Julie Handberg på telefon +4541854450 eller afdelingsleder Lene Harkes på telefon +4520264098.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgning vedlægges CV og eksamensbevis
Ansøgningsfrist: 18-03-2024
Vi forventer, at samtaler afholdes 21-03-2024.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
18-03-2024
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aarhus Kommune, Kalkværksvej 40, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6007798