Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Det sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet, søger en underviser i fagene anatomi, fysiologi, mikrobiologi, generel medicin og farmakologi til professionsbacheloruddannelserne i tandpleje og klinisk tandteknik pr. 1. oktober 2026 eller snarest derefter.
Stillingen er en varig deltidsstilling på 26 timer pr. uge. Arbejdstiden kan være ujævnt fordelt.
Dine arbejdsopgaver
Som underviser på professionsbacheloruddannelserne i tandpleje og klinisk tandteknik bliver dine primære opgaver at udvikle og afholde undervisningen i anatomi, fysiologi, generel og oral mikrobiologi, generel medicin og farmakologi. Undervisningen er ofte i forelæsningsform, og vi prioriterer studentercentreret og studenteraktiverende undervisning.
Fagene indgår i tværfaglige kurser hvilket indebærer, at undervisningen skal planlægges og udføres i samarbejde med de øvrige undervisere på kurserne. I en del af undervisningen er tandplejerstuderende og klinisk tandteknikerstuderende sammen, og i andre tilfælde undervises de hver for sig. Noget af undervisningen foregår på tværfaglige temadage. En del af undervisningen vil være i form af opgavevejledning på større skriftlige opgaver som fx bachelorprojekter.
Ud over undervisning, skal du bidrage til prøver og eksamener og i bedømmelsen af disse – det kan for eksempel være ved at udarbejde spørgsmål til skriftlige eksamener eller ved at deltage i mundtlige eksamener.
Vi understøtter din kompetenceudvikling indenfor pædagogik og didaktik og forventer at du har interesse i løbende at udvikle dig på det felt.
Tandplejer- og klinisk tandteknikeruddannelserne er i gang med at reformere studieordningerne, og du vil skulle bidrage til dette i samarbejde med de øvrige undervisere på uddannelserne. Det kan også være som ansvarlig for et kursus på tandplejeruddannelsen.
Du refererer til uddannelsesleder Ulla Bæk Lindtoft.
Dine kompetencer
Du kan fx være læge eller tandlæge eller have taget en anden sundhedsvidenskabelig uddannelse på kandidat- eller masterniveau med særlig interesse i og en høj faglighed inden for fagene. Måske har du undervisningserfaring, og det kan også være fra frivilligt arbejde. Din tilgang til både kolleger og studerende er anerkendende, og du besidder stærke kommunikationsevner.
Som person har du gode samarbejdsevner og er fleksibel og ansvarsbevidst. Du kan arbejde selvstændigt og struktureret og du har et godt overblik. Det er kendetegnende for dig, at du er positiv og engageret, og at du kan lide at arbejde med unge mennesker.
Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Du vil som underviser blive ansat på et internationalt anerkendt institut, hvor vi forsker i sundhed og sygdom i tænder, mund og kæber. Vi har et inspirerende internationalt forskningsmiljø med specialiserede forskningslaboratorier, moderne klinikfaciliteter og avanceret digitalt udstyr på instituttet. Vi uddanner det samlede orofaciale behandlerteam til sundhedsvæsenet, fordelt på tre overordnede professioner: tandlæge, tandplejer og klinisk tandtekniker. Vi skaber synergi mellem uddannelserne og uddanner studerende til at forebygge og behandle sygdom og til at fremme sundhed i befolkningen. På instituttet er vi cirka 300 medarbejdere og 700 studerende. I både forskning og uddannelse arbejder vi med fokus på orofacial sundhed som en integreret del af almen sundhed, og vores samarbejde bygger på respekt, tillid, anerkendelse og professionalisme. Du kan læse mere om instituttet her og om fakultetet her.
Spørgsmål til stillingen
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder Ulla Bæk Lindtoft på telefon 2126 4232.
Arbejdsstedet er Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Vennelyst Boulevard 9, 8000 Aarhus C, Danmark.
Ansættelsesgrundlag
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10- Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10 fællesoverenskomsten) samt Organisationsaftale for akademikere i staten, hvor du ansættes som akademisk medarbejder på basisløntrin 4-8.
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning
- Curriculum Vitae
- Angivelse af uddannelse (kopi af relevante eksamensbeviser)
- Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet
Vi henviser til fakultetets Vejledning for ansøgere.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Health - Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Vennelyst Boulevard, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/de013ef1-3aa7-4cc9-a662-0fb8835c2e2b