Østjyllands Politi har onsdag eftermiddag kl. 17.26 foretaget anholdelse af en 19-årig mand, som formodes at stå bag to voldtægtsforsøg i Risskov i den nordlige del af Aarhus. Episoderne fandt sted i juli og september, og den 19-årige mand er blevet anholdt på baggrund af en omfattende efterforskning af sagerne.
En 19-årig mand vil torsdag kl. 11.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, sigtet for henholdsvis den 12. juli og den 27. september at have overfaldet to kvinder og udsat dem for forsøg på voldtægt.
Episoden den 12. juli fandt sted kl. 02.20, hvor den 19-årige mand på Solbakken i Risskov overfaldt en 22-årig kvinde ved at vælte hende omkuld bagfra og i forlængelse heraf udsætte hende for voldtægtsforsøg.
Gerningsmanden stak efterfølgende af fra stedet med kvindens taske, og han er derfor også sigtet for røveri i forbindelse med episoden.
Det andet overfald fandt sted den 27. september kl. 22.00 ved Stationsgade i Risskov, hvor en 24-årig kvinde ligeledes blev væltet omkuld bagfra og udsat for forsøg på voldtægt, subsidiært for vold i gentagelsestilfælde.
"Vi har efter anholdelsen i går eftermiddags fortsat efterforskningen af sagerne, og i forlængelse af dette har vi vurderet, at den 19-årige mand skal sigtes for begge episoder," siger efterforskningsleder Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.
Han tilføjer:
"Sagerne er fortsat under efterforskning, og vi har derfor ikke mulighed for at uddybe vores efterforskning yderligere for nuværende. Det, vi dog kan sige, er, at vi i går eftermiddags kunne skride til anholdelse af den 19-årige mand på baggrund af et DNA-match i vores efterforskning."
Episoder har medført stor utryghed i området
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil til dagens grundlovsforhør ved retten i Aarhus anmode om, at dørene lukkes.Østjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere oplysninger til selve efterforskningen - men politiet håber, at anholdelsen af den 19-årige kan være med til at genskabe trygheden i området.
"Vi har siden den første anmeldelse været opmærksomme på, at sagerne har medført en stor utryghed i området - og vi håber derfor også, at borgerne i både Risskov og på Trøjborg nu igen vil føle sig mere trygge, når de færdes i området omkring Riis Skov," siger Flemming Nørgaard.
Den 19-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, mens efterforskningen af de anmeldte overfald fortsætter.