Onsdag kl. 11.00 blev en 22-årig mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, sigtet for indbrud i en villa. Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmodede om lukkede døre under retsmødet.
Den 22-årige blev anholdt natten til onsdag kl. 03.30 på en adresse i Højbjerg. Anholdelsen skete efter, at en opmærksom nabo vågnede ved lyden af en knust rude og hurtigt kontaktede politiet. Naboen kunne fra sit vindue følge mandens bevægelser og holdt politiet opdateret, mens en patrulje og en indsatsleder kørte mod stedet. Manden blev anholdt kl. 03.36 efter en kort eftersættelse til fods.
Ud over indbrud er den 22-årige også sigtet for ulovlig besiddelse af en hobbykniv. Politiet undersøger desuden muligheden for, at der kan være en medgerningsmand på fri fod.