En 24-årig mand fremstilles mandag kl. 10.00 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, efter han søndag blev anholdt og sigtet for et voldsomt overfald på en 18-årig og 19-årig mand natten til lørdag. Han sigtes for forsøg på manddrab og grov vold.
Ifølge sigtelsen påkørte den 24-årige de to mænd, hvorefter han brugte en økse, som han slog dem med under overfaldet, der fandt sted på Langenæs Allé omkring kl. 00.10.
Den 18-årige fik alvorlige skader og var efterfølgende i livsfare, mens den 19-årige fik nogle mindre skader.
Østjyllands Politi formoder, at der har været flere gerningsmænd involveret, og er fortsat i fuld gang med efterforskningen for at afklare hændelsesforløbet og finde frem til, hvem der var med under overfaldet.
Ring 114 hvis du har set noget
”Vi har efterforsket intensivt, samlet flere tekniske spor og foretaget en del afhøringer, men vi vil fortsat meget gerne høre fra eventuelle vidner, der kan bidrage med supplerende oplysninger til vores efterforskning. Flere gæster fra NorthSide Festival er gået forbi gerningsstedet om natten, så der kan være flere, der har set noget. Har du oplysninger, kan du ringe til os på 114, ” siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
Det er fortsat Østjyllands Politis vurdering, at overfaldet bunder i et opgør i det kriminelle miljø.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen.