En 27-årig mand vil i dag kl. 13.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi. Manden er sigtet for salg af narko, efter han blev anholdt af politiets Specialpatrulje tirsdag eftermiddag i Tilst.
Anholdelsen skete omkring kl. 15.58, da den 27-årige kom gående på gaden. Han blev fundet i besiddelse af en pose med et par kilo kokain. En efterfølgende ransagning af mandens bopæl afslørede flere titusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra narkosalg. Derudover fandt politiet i en bil tilhørende den anholdte en lang række salgsposer med kokain.
Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.