28-årig kvinde idømt flere års fængsel i terrorsag

dato

En 28-årig kvinde er ved Retten i Aarhus blevet idømt fem års fængsel for blandt andet at have ladet sig hverve og træne til at begå terrorhandlinger i Syrien. Den 28-årige kvinde har siddet varetægtsfængslet siden oktober 2024, da hun ankom til Danmark og blev anholdt efter flere års ophold i en fangelejr i Syrien, hvor hun - sammen med sit barn - blev evakueret fra af de danske myndigheder. Hun nægter sig skyldig.

Ved Retten i Aarhus er en 28-årig kvinde fredag formiddag blevet idømt fem års fængsel for blandt andet at have ladet sig hverve og træne til at begå terrorhandlinger samt fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat (IS) i Syrien.

Foruden dommen på fem års ubetinget fængsel blev den 28-årige kvinde, der er somalisk statsborger, også i medfør af udlændingeloven meddelt en advarsel om udvisning.

"Retten har været enig i med Anklagemyndigheden i, at kvinden blandt andet gennem sin tilstedeværelse som hjemmegående husmor til et mindreårigt barn og som hustru til personer, der var aktive i Islamisk Stat, også selv bidrog til at fremme terrororganisationen," siger specialanklager Dorthe Lysgaard fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Hun tilføjer:

"Sagen adskiller sig fra andre lignende sager ved, at domfældelsen også omfatter, at den 28-årige kvinde har ladet sig træne i våbenbrug, og at hun tilsluttede sig terrororganisationen Islamisk Stat," siger hun.

 

Tiltalt og dømt for flere terrorrelaterede forhold

Sagen begyndte ved Retten i Aarhus den 15. december sidste år og har kørt som en domsmandssag fordelt over flere retsdage.

Her har den 28-årige kvinde været tiltalt for i perioden fra omkring den 26. juni 2014 og frem til marts 2019 at have fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat (IS), idet hun både havde en rolle om husmor og udførte PR-arbejde for Islamisk Stat.

Hun var ved Retten i Aarhus ligeledes tiltalt for at have ladet sig træne, instruere eller på anden måde oplære til at begå terrorhandlinger, idet hun lod sig hverve til Islamisk Stat og efterfølgende modtog træning i våbenbrug.

Derudover var den 28-årige kvinde tiltalt for ophold i konfliktområder i Syrien, hvor det siden 2016 har været ulovligt at opholde sig.

Ved Retten i Aarhus blev hun kendt skyldig i alle forhold og blev således dømt i overensstemmelse med sagens anklageskriftet.

Da hendes søn er dansk statsborger, blev den 28-årige kvinde alene tildelt en advarsel om udvisning fra Danmark, idet hendes søn som EU-borger har en række særlige beskyttelseshensyn - herunder retten til familieliv.

"Der er tale om en sag, som både politi og anklagemyndighed ser på med stor alvor, og hvor myndighederne har anvendt betragtelige ressourcer på rent efterforskningsmæssigt at beskrive og kortlægge de mange informationer, der har haft afgørende betydning for det resultat, som retten nu er nået frem til i dag. Der er ingen tvivl om, at den lange straf, som den 28-årige kvinde nu er blevet idømt, afspejler den meget alvorlige kriminalitet, hun har begået," siger specialanklager Dorthe Lysgaard fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Blev anholdt i lufthavnen efter evakuering

Det var statsadvokaten, der i starten af december 2025 - med tiltrædelse fra justitsministeren - rejste tiltale i sagen, som ved Retten i Aarhus er blevet ført af Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Den nu 28-årige kvinde ankom til Danmark om torsdagen den 25. oktober 2024, hvor hun om aftenen landede i Københavns Lufthavn og blev anholdt af betjente fra Østjyllands Politi kl. 22.52 og sigtet i sagen.

Forinden sin anholdelse i oktober 2024 var hun sammen med sin søn blevet evakueret fra en fangelejr i det nordøstlige Syrien, hvor Udenrigsministeriet havde stået for koordineringen af evakueringen og for transporten frem til Danmark, inden Østjyllands Politi overtog sagen.

Dagen efter - fredag den 25. oktober 2024 - blev hun kl. 11.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og varetægtsfængslet i sagen. Hun har siddet varetægtsfængslet siden da og skal forblive varetægtsfængslet efter fredagens domsafsigelse. Hun kærede ikke kendelsen om fortsat varetægtsfængsling til landsretten.

Den 28-årige kvinde nægter sig skyldig og har udbedt sig betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen til landsretten.

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi