30-årig mand varetægtsfængslet efter grundlovsforhør i Aarhus

dato

Ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus torsdag kl. 09.30 fremstillede anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi en 30-årig mand, der er sigtet for røveri, grov vold og vidnetrusler. Den 30-årige mand blev anholdt onsdag formiddag kl. 11.07 på en adresse i Risskov, hvor politiet blev tilkaldt for at få ham bortvist, da han var uønsket på stedet.

Betjentene blev bekendt med mandens identitet ved henvendelse, og opslag i politiets systemer viste, at han var eftersøgt i en sag om grov vold mod et vidne. Volden fandt sted mandag den 15. juli, hvor den 30-årige mand mødte op på en adresse i Hasselager og slog en 54-årig mand i hovedet med knytnæve og brændte ham i ansigtet med en lighter. Den 30-årige mand er også sigtet for et røveri begået den 31. maj 2024 mod den samme 54-årige mand.

Ved anholdelsen blev den 30-årige mand fundet i besiddelse af diverse genstande, som muligvis stammer fra indbrud. Ved grundlovsforhøret blev han varetægtsfængslet i fire uger og tog forbehold for at kære kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt af hensyn til den fortsatte efterforskning.

Kilde: Politiets Døgnrapport