Ved Retten i Aarhus blev der tirsdag kl. 10.00 afholdt grundlovsforhør, hvor en 31-årig mand blev fremstillet af anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi. Manden er sigtet for besiddelse af omkring et kilo kokain med henblik på videresalg.
Den 31-årige blev anholdt lidt over kl. 21.00 mandag aften, mens han sad i en taxa i Aarhus N. Kokainen blev fundet i hans besiddelse og er blevet beslaglagt.
Anklagemyndigheden anmodede om, at grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre. Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke ønsket at oplyse yderligere om sagen.
Kilde: Østjyllands Politi