Retten i Aarhus har besluttet at varetægtsfængsle en 31-årig mand i fire uger efter et grundlovsforhør, der fandt sted mandag kl. 09.30. Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede manden, der blev anholdt søndag formiddag sammen med en medgerningsmand.
De to mænd blev taget på fersk gerning, da de havde brudt en nøgleboks op og skaffet sig adgang til en opgang på M.P. Bruuns Gade i Aarhus, hvor der ligger en frisør. En opmærksom nabo, der hørte høje dunk og så mændene bryde nøgleboksen op, kontaktede politiet, som hurtigt ankom til stedet og anholdt de to mænd.
Mens den anden mand blev løsladt, blev den 31-årige mand fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, da han har flere verserende sager.
Kilde: Østjyllands Politi