Østjyllands Politi fik torsdag formiddag omkring klokken 10 en anmeldelse om en 52-årig mand, der var indlagt på et psykiatrisk sengeafsnit på et hospital i Aarhus. Manden var stukket af fra afdelingen og havde truet en medarbejder med vold for at få et personalekort.
Mandens signalement blev delt med patruljerne, men politiet fandt ham ikke i løbet af dagen. Om aftenen dukkede han op på en bekendts adresse i Galten i en brugsstjålet bil.
Politiet fik meldinger om en bil, der kørte hasarderet omkring Galten, Harlev og Sabro. Ifølge politiet var det den 52-årige, der kørte bilen fra bekendtens adresse. Han overtrådte flere færdselsregler, overskred hastighedsgrænsen og kørte over for rødt lys.
En patrulje anholdt manden i Haldum klokken 21.57. Han blev sigtet for ulovlig tvang og trusler på livet, brugstyveri af bilen, ikke at efterkomme politiets anvisninger samt flere færdselsforseelser. Manden blev kørt til politigården i Aarhus.