Østjyllands Politi modtog tirsdag flere anmeldelser fra ældre borgere i Aarhus, der var blevet snydt eller forsøgt snydt af personer, der udgav sig for at være fra banken.
En 91-årig kvinde blev ringet op af en mand, der påstod at være fra banken, og at svindlere forsøgte at få adgang til hendes penge. Han sagde, at banken ville sende en medarbejder, som hun kunne give sine kontanter til. Kort efter kom en mand til hendes dør, og hun gav ham flere tusinde kroner.
En 94-årig kvinde blev udsat for det samme trick og blev lokket til at aflevere både kreditkort, pinkode og kontanter. Politiet modtog også to anmeldelser fra ældre kvinder, der var blevet ringet op af de falske bankmedarbejdere, men her lykkedes det ikke svindlerne at snyde dem.
Husk, at banken aldrig vil ringe og bede om kort, kode eller kontanter. Tal med dine ældre familiemedlemmer om, hvordan svindlere forsøger at narre oplysninger fra dem.